Apple køber den klassiske musiktjeneste Primephonic
Apple oplyser, at de har købt musiktjenesten Primephonic, som vil blive integreret i Apple Music. Primephonic er en tjeneste der udelukkende fokuserer på streamning af klassisk musik. Det vil sige med søge- og browsing-funktionalitet særligt tilpasset klassisk musik, som stiller nogle helt andre krav end normal, populær rytmisk musik. Derudover tilbyder Primephonic håndplukkede anbefalinger og flere detaljer om optagelserne etc.
Apples køb af Primephonic vil give brugere af Apple Music en bedre oplevelse, når det handler om klassisk musik. Det første bliver spillelister og selve musikindholdet. Senere kommer selve Primephonic-oplevelsen med bedre søge- og browsing-funktionalitet samt bedre metadata om musikken.
Primephonic lukker ned som selvstændig tjenesten den 7. september. Eksisterende brugere vil blive tilbudt seksmåneders gratis abonnement På Apple Music. Herefter vil indholdet som sagt blive integreret i Apple Music. Næste år vil Apple så lancere en helt ny musik-app dedikeret til klassisk musik.
Klassisk musik stiller særlige krav
Hvorfor en selvstændig app, kunne man spørge. Hvorfor ikke bare integrere med resten af Apple Music? Forklaringen er, at der er stor forskel på rytmisk musik - hvor der typisk er en meget tæt kobling mellem en bestemt sang og en bestemt kunstner eller gruppe - og klassisk musik, hvor et givent musikstykke kan være indspillet i flere hundrede versioner. Det giver en anden udfordring i forhold til at kunne søge efter det indhold, man ønsker at høre.
Derudover hører man indenfor klassisk musik typisk hele musikstykker og ikke en blanding af enkelte hits. Det kræver en anden type spillelister. Det er præcist dette, som Primephonic har fundet ud af at gøre rigtigt, og som er grunden til at Apple nu har købt tjenesten.