Apple investerer 6,3 mia. kroner i datacenter i Viborg
Apple har besluttet at bygge et kæmpe datacenter i Viborg og investerer 6,3 milliareder kroner i projektet. Det oplyser Apple i en pressemeddelelse. Datacenteret begynder at køre i løbet 2017, og lige som alle Apples andre datacentre køre 100% på vedvarende energi.
Sammen med et tilsvarende datacenter i Athenry i Irland, er det den største investering Apple nogensinde har foretaget i Europa, og ifølge Politiken den største udenlandske anlægsinvestering nogensinde i Danmark. Udenrigsministeriets investeringsorganisation, Invest in Denmark, har arbejdet på aftalen med Apple i tre år.
Apple forventer, at byggeriet og senere driften af datacenteret i Viborg vil skabe 300 jobs i Danmark.
"Vi er begejstrede for at kunne udvide vor virksomhed, skabe hundredvis af lokale arbejdspladser og introducere nogle af vore mest avancerede løsninger indne for miljørigtigt byggedesign," udtaler Apples topchef, Tim Cook.
Datacenteret i Viborg bliver på 166.000 kvadratmeter og skal køre Apples onlinetjenester, som musikbutikken iTunes Store, App Store, iMessage, Kort og Siri. Det kommer til at ligge lige op af en af Danmarks største transformatorstationer og er designet, så overskudsvarme fra udstyret i selve bygningen føres videre til det lokale varmesystem, så energien kan opvarme boliger i området.
Også Handels- og udviklingsminister Mogens Jensen (S) er glad for Apples valg: "Det er en kæmpe cadeau, at Apple blandt mange bejlere vælger Danmark. Det understreger, at regeringen har ramt den helt rigtige balance mellem en ambitiøs og grøn energipolitik – og et erhvervsklima i verdensklasse.". Det skriver Viborg Stifts Folkeblad.