Apple vil ændre på formatet af deres forskellige produkters serienumre. Det fremgår af en intern memo, som Apple har sendt rundt denne uge. Serienumrene vil fremover bliver dannet tilfældigt for hvert eneste produkt og ikke som nu komme i nogle løbende serier (som selve ordet serienummer jo også indikerer). Oprindeligt var skiftet planlagt til starten af sidste år, men er blevet forsinket, og forventes nu indført når kommende nye produkter bliver lanceret.

Hvilket format Apple bruger til deres serienumre lyder måske irrelevant, men det er faktisk ikke helt ligegyldigt. Indtil nu er Apples serienumre blevet genereret ud fra en skabelon og dermed haft en hvis systematik. Eller sagt på en anden måde: Man har alene ved at kigge på serienummeret kunne sige noget om produktet. Regne baglæns med andre ord.

Eksempelvis fortæller de to første tegn i serienummeret hvilket fabrik, der har produceret enheden. "C0" står eksempelvis for Quanta Computer. Det fjerde og femte tegn fortæller produktionstidspunkt, mens de sidste fire til fem cifre fortæller noget om produktvariationer. Serienummeret fortæller også noget om modeltypen, farven og lagerplads. Og så videre. Ud fra serienummeret kan man altså ret præcist sige noget om produktet. Det er både godt og skidt for os brugere. Godt fordi det giver nogle muligheder for nemt at identificere et produkt, hvis man skal bestille reservedele etc., men skidt fordi den slags i princippet er privat information.

Vil undgå fusk

For Apple er problemet dog et helt tredje. I og med at serienummeret er opbygget efter en skabelon, er det relativt nemt at forfalske. Kender man koderne, kan man selv konstruere et serienummer, der ser plausibelt ud. Dermed kan man (måske) fuske sig til fordele som garatireparationer etc.

Det Apple i stedet vil begynde på er at generere hvert enkelt serienummer mere eller mindre tilfældigt. Eller i hvert fald efter en formel, hvor man ikke kan regne baglæns. Dermed kan man ikke længere forfalske et serienummer. Til gengæld forsvinder muligheden for at kunne sige noget meningsfyldt om ens produkt ud fra serienummeret også. Fremover vil serienummeret bare se ud som en tilfældigt genereret tekststreng, som kun Apple kan dekode til noget meningsfyldt.

Det nye format gælder kun fremadrettet. Eksisterende serienumre vil ikke blive ændret, hvilket også ville være svært da de jo både er trykt fysisk på enhederne såvel som kodet ind i hardwaren.

Hvis du vil læse mere om Apples nuværende serienumre kan du se her.

Onlime

Passer du godt på dine data?

Ville det ikke være surt at miste alle dine fotos eller studierapporter, fordi din Mac går i stykker? Sørg for at få taget backup nu! Onlime giver for en rimelig pris ubegrænset plads i skyen.