Kommentar: Apple skal droppe Lightning og skifte til USB-C
Da Apple lancerede den første iPod i oktober 2001 var det intet mindre end en revolution. Populariteten tog dog først for alvor fat, da Apple i 2003 med lanceringen af 3. generation af iPoden begyndte at bruge den specielle dock-connector. Dock-connectoren var nemlig kompatibel med USB-standarden, i modsætning til FireWire-porten, som Apple havde brugt på de to forgående generatioer.
Tiden løb dog fra dock-connectoren, der ganske enkelt var for stor og klodset, så i 2012 introducerede Apple dens afløser. Det var endnu en proprietær løsning, som Apple kaldte Lightning. Lightning er betydeligt mindre end dock-connectoren og har desuden den fordel at man ikke kan vende den forkert. En genial løsning, da der ikke rigtigt var nogle alternativer.
Tiden er moden til endnu et skifte
Nu er tiden dog mere end moden til endnu et skifte. Denne gang til USB-C. I modsætning til dock-connectoren og Lightning er USB-C en åben standard.
Lightning og USB-C kan i det store hele de samme ting, er (nogenlunde) lige store, og begge har den egenskab at de ikke kan vendes forkert. Rent teknisk er der derfor ingen begrundelse for at vælge Lightning frem for USB-C. Det bedste begrundelse har faktisk været, at USB-C ikke var klar da Apple skiftede til Lightning. Men det er den nu - og har været i nogle år.
I gamle dage kune man argumentere for at en proprietær løsning kunne holde konkurrenterne væk fordi iPhone-docks ikke virkede med andre mærker. Det gælder sådan set stadigvæk, men folk bruger bare ikke docks længere, da alt foregår trådløst. Tiden er ganske enkelt løbet fra docks og meget andet kablet udstyr. Lightning-eksklusiviteten gør derfor ikke længere noget for Apple og folks lyst til at holde sig inden for ét økosystem. Det eneste Lightning-porten bruges til, for langt de flestes vedkommende, er til opladning. Det kan lige så godt ske via en USB-C-port.
En fordel for alle
Der vil være enorme fordele for brugerne, hvis Apple skifter til USB-C. Først og fremmest vil man kunne bruge opladere på tværs af mærke, og man vil også kunne bruge opladere fra computere. Apples nye MacBooks har eksempelvis USB-C-porte til opladning. USB-C har dermed potentiale til at blive en universel port til alt elektronisk udstyr. Opladning, data overførsel eller hvad man nu måtte ønske. Det er super smart med kun én type port til det hele. Derved behøver man kun en type kabel til alt, i stedet for at skulle have skuffen fuld af kabler med alle mulige kombinationer af stik i de to ender.
Et portskifte er selvfølgelig altid irriterende i overgangsperioden, hvor man skal have flere forskellige kabler eller adaptorer. Jeg selv har vel næppe helt fået ryddet alle de gamle dock-connector-enheder af vejen endnu. Gevinsten ved et skifte er dog så stor, at det langt overskygger de småproblemer. En tech-verden med kun én type port og kabel vil være en kæmpe gevinst for alle brugere - også for miljøet da vi kan nøjes med færre kabler og opladningsenheder og dermed mindre skrot.
Så min holdning er klar: Apple skal droppe Lightning med det samme. Kommer der flere iPhones med Lightning-port, viser Apple at de sætter egne behov over kundernes. Og det var vel ikke meningen?
Denne kommentar er en opdateret udgave af den lignende, som jeg offentliggjorde for mere end fire år siden. Allerede den gang virkede et skifte til USB-C sent ude. I dag, fire år efter, er det en joke, at det ikke allerede er sket.