Danish App Awards er branchens ligegyldige fejring af sig selv
Om en uge løber den årlige kåring "Danish App Awards" at stabelen i Allers hus i København. Her kårer branchen årets bedste apps i en række kategorier. Awarden er stiftet at softwarehuset Shape, og bærer præg af at være branchens fejring af sig selv.
Her på ONX er vi ret forbeholdne over for uddelingen fordi de præmisser den foregår på, efter vores mening, ikke er ideelle. Det er også årsagen til, at vi ikke dækker awarden intenst, selvom der jo i virkeligheden er tale om vores kernestof.
Hvor er kritikerne?
Først og fremmest er sammensætningen af juryen ikke særlig hensigtsmæssig. Der kan ikke sættes en finger på de enkelte personer i juryens faglighed, men de er efter vores mening udvalgt på forkerte præmisser.
Ifølge folkene bag awarden, er de bedste til at bedømme apps, dem der beskæftiger sig mest med apps. Det kan vi som sådan ikke være uenige i, men her hører enigheden også op. Folkene bag mener nemlig, at dem der ved mest om apps, er dem, der laver apps selv. Det giver efter vores mening et helt forkert billede af hvad en god app er. Folk der selv udvikler apps ved helt sikkert meget om apps, men i sagens natur er det jo primært deres egne apps, de ved noget om.
Fokus vil komme til at ligge et helt andet sted, end hvis man lod brugerne bestemme. Med brugere mener jeg også anmeldere og kritikere. Det vil sige alle dem, der til daglig beskæftiger sig med den praktiske brug af apps. I juryen er der kun en enkelt journalist, Nikolaj Sonne fra So Ein Ding, mens de resterende fem er branchefolk, og Sonnes hovedfokus er endda ikke på app-området.
Der er gået lønmodtager i den
Kigger man på de nominerede apps, kan der igen ikke udsættes noget som helst på kvaliteten. Fokus ligger igen bare det forkerte sted. Går man titlerne igennem, er der rigtig mange apps, der er udviklet på bestilling af et stort firma, og meget få selvstændige ideer og produktioner. Langt de fleste af de nominerede apps, er apps der understøtter en allerede eksisterende tjeneste eller forretning. Som sagt kan de sagtes være gennemsolide produktioner, men at nominere en reklame-app for kiksen Oreo som et af årets bedste spil, siger vel næsten alt.
Hvor er alle de fede danske indie-produktioner, der bærer præg af andet end at være et 9-17 job i et stort softwarehus, hvor man bliver betalt for at lave en app for en stor virksomhed? Hvor er de selvstændige nye ideer, hvor man kan mærke at folk har turdet satse på andet end det sikre? Der er gået for meget lønmodtager i den. Ud af syv nominerede spil er de tre fra LEGO og en enkelt er reklame for Oreo. Hvor mange af dem, der reelt er lavet i Danmark er lidt svært at gennemskue. Men spørgsmålet er, om det ikke bare er et udtryk for, at der i virkeligheden ikke er ret meget at fejre, når det kommer til stykket.
En af de nominerede apps i år er "Click a Taxi". En rigtig god app, som vi har omtalt flere gange her på ONX - netop fordi det er en genial nyskabende ide. Problemet er bare, at lige præcis den app blevet kåret som årets apps sidste år, og desuden vandt en pris for brugervenligheden. Der er noget helt skævt, hvis den samme app to år i træk kan være med i konkurrencen om at blive årets app, mens andre apps bliver overset.
Det er ikke Danmarks bedste apps, der kåres
Når jeg i overskriften skriver, at Danish App Awards er branchens ligegyldige fejring af sig selv, er det selvfølgelig for at provokere lidt, og sætte en debat i gang. Det jeg mener er, at for alle os brugere er den ligegyldig. For branchen selv kan den derimod sagtens have en stor værdi. Anerkendelse fra kollegaer er bestemt værd at tage med, og desuden tjener arrangementet det formål, at man kan netværke og skabe kontakter.
Hvor ville jeg dog bare ønske, at navnet "Danish App Awards" dækkede over en regulær bruger- eller kritikerpris, der var lidt mere i tråd med, hvad brugerne efterspørger og sætter pris på. At kalde "Danish App Awards" for en kåring af Danmarks bedste apps, er efter min mening forkert. Det er en pris for det gode håndværk - og intet andet.