Er din iPhone ved at være fyldt godt op? Måske endda så meget op, at der ikke er plads til mere på den, er her et tip der måske kan hjælpe dig. 16GB, for ikke at tale om 32GB, er meget hukommelse på en telefon, men fylder man den med videoer, musik og apps, ryger der faktisk en hel del. Mine ungers 8GB iPod touch er så fyldt til randen, at der skal slettes noget, hver gang der skal installeres noget nyt. Min egen 16GB iPhone er også godt fyldt, selvom jeg har foretaget en meget stram sortering i det, der ligger på den.

Hvad de færreste nok ved er, at der i iTunes er indbygget en funktion, der automatisk kan konvertere ens musik til en lavere bitrate. Bitraten er et mål for, hvor meget ens musik fylder. Når man importerer musik i iTunes, eller køber den i iTunes Store, er den typisk komprimeret til en bitrate på 256kbps (kilobits per sekund). Den valgte bitrate er et kompromis mellem kvalitet og filstørrelse. Jo lavere bitrate, desto mere information smidder væk. Resultatet er en lille filstørrelse og tilsvarende dårligere kvalitet. En bitrate på 256 kbps er typisk det, de fleste opfatter som et fornuftigt kompromis mellem kvalitet og filstørrelse. For nogle år siden var det typisk 128 kbps der var standarden. Andre igen har ligefrem deres musik i et lossless-format, det vil sige hvor der slet ikke er smidt informationer væk - det bedst tænkelige kvalitet. Til gengæld fylder det også en hel del.

iTunes laver en 128 kbps-kopi til iPhonen

Afspiller man alene sin musik via iPhonens hovedtelefoner, er der måske ikke den helt store ide i, at have sin musik i et format med en høj bitrate, da kvaliteten af resten af linien fra fil til øre alligevel ikke er topklasse. Der kan derfor være en vis pointe i, at man vælger en lavere bitrate til ens musik på iPhonen, end man gør hjemme i stuen. I hvert fald hvis det kniber med pladsen. Som skrevet, har iTunes en indbygget funktion til netop dette formål, så man ikke selv skal i gang med at konvertere sin musik.

Sådn gør man:

1. Tilslut iPhonen til din computer og åbn iTunes.
2. Vælg iPhonen øverst og Resume i venstre side.
3. Scroll ned til Indstillinger og sæt hak i “Konverter sange med højere bithastigheder til”.
4. Vælg “128 kbps” i dropdown-menuen.

Herefter skal man så bare synkronisere. Nu konvertere iTunes så ens musik til 128 kbps. Alt efter størrelsen på ens musikbibliotek, kan det godt tage noget tid. Det er ikke ens oprindelige musikbibliotek, der konverteres, man kan tage det helt roligt. iTunes laver en kopi med lav bitrate udelukkende til iPhonen. Man skal altså ikke frygte, at al ens musik i lossless forvinder. Man får med andre ord det bedste fra begge sider; den bedste kvalitet der hjemme og lav filstørrelse på farten.

Man skal selvfølgelig ikke benytte sig af tippet, hvis man mener at en høj bitrate er et must. Ideen med tipper er ikke, at anbefale folk at høre musik med lav bitrate eller at påstå, at man ikke kan høre forskel. Det kan nogle folk givetvis. Pointen er derimod, at fortælle, hvordan man kan spare noget plads på iPhonen ved at komprimere sin musik. Desværre virker tippet kun med musik og ikke video.

Scroll ned for at se kommentarer

             Ebog cover

Kunne du bruge tippet?

Der er mange flere hvor det kommer fra. Jeg har samlet mine 120 bedste iPhone-tips i en ny ebog (iOS 11).
Bogen har toppet bestsellerlisten i iBooks Store og kan købes for kun 49 kr.