Dark Mode, eller mørk tilstand, er en af de nye ting i iOS 13. Ideen er at man, når det er mørkt, kan få en brugergrænseflade der også er mørk. Blandt andet mener nogle at det er bedre for øjnene og samtidig forstyrrer det andre mindre.

En slags bivirkning ved Dark Mode er at det sænker strømforbruget en hel del. I hvert fald på OLED-skærme. Her er hver enkelt pixel nemlig oplyst af hver deres diode og ved at gøre skærmen mørk, sænkes energiforbruget. Jo flere pixels der ikke lyser, desto mere energi spares der.

30% ekstra batteritid

PhoneBuff har testet det på to identiske fuldt opladede iPhone Xs Max. Den ene blev sat i mørk tilstand mens den anden forblev i normalt tilstand. Herefter blev en robot sat til at udføre identiske opgaver i diverse apps på de to iPhones. Dette blev ved, indtil telefonerne løb tør for strøm.

Resultatet taler for sig selv. Da den første iPhone løb tør for strøm, havde den anden stadig 30% batterikapacitet tilbage. Det var den i mørk tilstand, der holdt længst. Testen viste også, at jo højere op der blev skruet for lysstyrken, desto større blev forskellen på strømforbruget på de to iPhones. Underforstået: Jo, højere lysstyrke desto mere at spare ved at skifte til en sort brugergrænseflade.

Så vil du spare strøm på din iPhone, så skal du bruge Dark Mode så meget som muligt. Det er faktisk helt enkelt.

Virker kun på nye iPhones

Og så alligevel ikke. Tricket virker nemlig kun på skærme af OLED-typen. Det er iPhone X, iPhone Xs og iPhone 11 Pro. Alle andre iPhones har skærme af LCD-typen. Her er hver enkelt pixel ikke oplyst af en diode. I stedet oplyses hele skærmen af en eller nogle få lyspaneler, der hele tiden er tændt. Denne type skærm viser nemlig sort ved at den enkelt pixel skygger for lyset og ikke ved at skrue ned for de enkelte pixel. Derfor bruger LCD-skærme samme mængde energi uanset om skærmen er sort eller hvid. Her skal du decideret skrue ned for skærmens lysstyrke for at spare energi.

Da alle Macs har LCD-skærme, sparer du ingen energi i Dark Mode på din Mac.

             Ebog cover

Kunne du bruge tippet?

Der er mange flere hvor det kommer fra. Jeg har samlet mine 120 bedste iPhone-tips i en ny ebog (iOS 11).
Bogen har toppet bestsellerlisten i iBooks Store og kan købes for kun 49 kr.