Apples Time Capsule (TC) er genial når det handler om nem og enkel backup af en eller flere Mac's. Det kører i baggrunden uden at man nogensinde behøver gøre mere. Time Capsule kan dog også bruges til andre ting end backup. Man kan eksempelvis bruge den som en ekstern netværksharddisk. Har man et Sonos-system, kan man lade ens musik ligge på TC'en, og derved have adgang til det selvom computeren er slukket. Man kan også bruge TC'en som helt almindelig filserver, så alle husets computere har adgang til eksempelvis fotos, film eller hvad det nu måtte være. Også til dette formål er TC genial.

Der opstår problemer når man både vil bruge Time Capsule til backup og andre data

Balladen opstår, når man vil benytte TC til både backup og som harddisk. Time Capsule bruger Apples Time Machine til backup. Det fungerer på den måde, at der tages backup indtil disken er fuld. Når den er det slettes de ældste backups hele tiden. Det betyder også, at der bliver mindre og mindre rum til ens andre data, for eksempel ens musik. På et tidspunkt har backuppen brugt al den ledige plads, og man kan derved ikke lægge mere musik på den.

Man kan ikke partitionere en Time Capsule

Hvorfor ikke bare partitionere TC'en to dele; en til backup og en til data? Det kunne være en tredjedel til data og to tredjedele til backup, eller hvad der nu måtte passe en bedst. Det ville også være det logiske bud, men Apple har sørget for, at det ikke kan lade sig gøre. Man kan ikke partitionere en Time Capsule. Formodentligt fordi der er risiko for, at det ødelægger TC'ens primære funktion som backupenhed. Streng taget kan man godt partitionere den, hvis man kender de rette tricks, men det giver ofte flere problemer end godt er, så det skal man holde sig fra.

Der findes nemlig en metode, så man alligevel kan begrænse størrelsen af backuppen. Vi skal udnytte at Time Machine gemmer backuppen som en såkaldt sparse bundle. En sparse bundle er en slags diskbillede. I modsætning til et normalt diskbillede, der har samme størrelse som det, den er et billede af. Det kunne være en DVD på 4,7GB eller et helt drev på 120GB, så har en sparse bundle kun den størrelse som de reelle data fylder. Det vil sige, at hvis man laver en sparse bundle af en DVD, der kun indeholder 2GB, så vil sprse bundlen også kun fylde 2GB. Først når man åbner (mounter) diskbilledet, vil det have den fulde størrelse.

Pointen her er, at man kan begrænse den maksimale størrelse af en sparse bundle. Til det formål skal man bruge Diskværktøj, som man finder i under Programmer -> Hjælpeprogrammer i Finder, eller ved at søge på det i Spotlight.

Sådan begrænser du størrelsen på en Time Capsule backup

Det er en fordel at tilslutte computeren til TC via et netværkskabel, da processen godt kan tage lidt tid alt efter hvor meget data, der ligger i backuppen. Bruger man et kabel, går det hurtige end via Wi-Fi.

Trin 1

Åbn et Finder-vindue og lokalisere ens Time Capsule. Her skal man finde den sparse bundle, man vi bestemme størrelsen af. Den vil være navngivet med ens computers navn, for eksempel "iPhoneguide.dk's iMac". Denne sparse bundle trækker man fra Finder over i sidebaren i venstre side af Diskværktøj (hvis den ikke allerede er der).

Trin 2

Nu skal sparse bundlen mountes. Dobbeltklik på den i Diskværktøj. Det kan tage lidt tid. Under sparsebundlen, dukker indholdet i den op. Det er selve sikkerhedskopien, den skal du ikke vælge. Marker i stedet sparse bundlen. Klik herefter på Partitions-fanebladet øverst. Her får man mulighed for at skrive en ønskede maksimale størrelse på ens sparse bundle og dermed ens backup. Hvis du regner med at skulle bruge 200GB på eksterne data, så formindsk sparse bundlen tilsvarende. Når du er klar, så tryk på "Anvend". Når man ændrer størrelsen vil Diskværktøj lave et tjek af data i sparse bundlen, og det kan tage en del tid. Det er helt normalt.

Færdig

Når alt er færdigt kan du vælge sikkerhedskopien i venstre side. Herefter kan du nederst se at størrelsen på sparse bundlen er sat til det du valgte. I mit tilfælde er det 250GB. Da jeg har en TC på 500GB giver det mig 250GB til andre data. Denne grænse kan ikke overskrides af backuppen uanset af den fysiske størrelse af TC'en er større. Når de 250GB er fyldt begynder Time Machine at skabe plads ved at slette de ældste backups upåagtet er der er mere plads på drevet, hvilket var præcis det, vi ville opnå.

Man skal huske at man ikke kan lave sparse bundlen mindre end den mængde data, der ligger i den. Så er TC'en allerede helt fuld, skal man evt. først slette nogle af sine backups, så man får noget fri plads at arbejde med.

Ovenstående trick burde virke med andre enheder end Time Capsule, men det gør det alligevel ikke altid. Har man OS X 10.6.4 eller ældre, virker det formodentlig heller ikke.

Scroll ned for at se kommentarer

CleanMyMac X

Skal din Mac i topform?

Optimer og vedligehold din Mac med CleanMyMac X. Appen scanner alle afkroge af dit system efter junk der kan slettes og overvåger din Macs helbred. Pengene er godt givet ud for at få en Mac, der altid er i topform.