Som bekendt har Apple frigivet iOS 8, en af de største iOS-opdateringer nogen sinde. Selve opdateringen fylder omkring 1GB, men kræver 4-5 GB eller mere fri plads for at kunne blive installeret. Men hvad gør man så, hvis man ikke har så meget fri plads på sin iPhone eller iPad?

En mulighed er selvfølgelig at slette tilpas meget indhold på sin enhed. Det er dog ikke altid det kan lade sig gøre i praksis. Fotos, mails osv. sletter man jo ikke bare.

Løsningen er at bruge iTunes på computeren. Undervejs i processen slettes alt indhold på iPhonen, så det er absolut nødvendigt at du sørger for at tage en sikkerhedskopi. Dette kan ikke understreges nok. Sørg også for at tjekke at dine billeder er trygt overført til computeren.

Sådan installerer du iOS 8 hvis ikke du har plads nok

Start med at tilslutte din iPhone eller iPad til computeren via kablet. Sørg for at du har iTunes installeret og opdateret til seneste udgave. iTunes skal selvfølgelig åbnes.

Øverst i i iTunes skal du finde en knap, der ligner en iPhone eller iPad. Det svinger lidt, alt efter hvilke og hvor mange enheder, der er tilsluttet. Tryk på denne knap. Har du en ældre udgave af iTunes, finder du din enhed i sidebaren i venstre side.

Nu er du klar til at sikkerhedskopiere. Du kan selv vælge om det skal være til computeren eller til iCloud - eller begge dele. Find en stor knap der hedder “Sikkerhedskoier nu” og tryk på den. Vent til sikkerhedskopieringen er færdig. Dobbelttjek at din sikkerhedskopi fremgår under "Nyeste sikkerhedskopier".

Når enheden er sikkerhedskopieret er den klar til at få installeret iOS 8. Øverst er der to knapper "Søg efter opdatering" og "Gendan". Du skal trykke på den sidste. Dette vil slette alt indhold på din iPhone, og installere iOS 8.

Når opdateringen er færdig, skal du gendanne den sikkerhedskopi du lavede inden opdateringen. Dette sker også i iTunes ved at trykke på knappen "Gendan sikkerhedskopi".

Når alt forhåbentligt er gået godt, er du klar til at udforske iOS 8. God fornøjelse.

Scroll ned for at se kommentarer

             Ebog cover

Kunne du bruge tippet?

Der er mange flere hvor det kommer fra. Jeg har samlet mine 120 bedste iPhone-tips i en ny ebog (iOS 11).
Bogen har toppet bestsellerlisten i iBooks Store og kan købes for kun 49 kr.