
Den amerikanske musiker Will.i.am, der er medlem af Black Eyed Peas, præsenterede i går, hvad der nok må betegnes som årets mest fesne stykke iPhone-tilbehør. Han kalder det "i.am+", og det minder af udseende mest af alt om et Kamera. Det har indbygget en udskiftelig linse, så man for eksempel kan tage billeder med fiskeøjeobjektiv eller en makrolinse.
i.am+ kommer i to udgaver C.4 og V.4, der begge passer til iPhone 4/4S. V står for vintage, og designet minder da mest af alt også om hvordan kameraer i den billigere ende så ud for nogle år tilbage tilsat lidt guldlakering hist og her. Den er i hvid/guld har ud over den udskiftelige linse, også et indbygget tastatur, der kan foldes ind og ud. C står for contemporary, og skulle altså være mere moderne af de to, hvor der er skruet lidt ned for blingbling-effekten og tastaturet er fjernet.
Ud over selve hardwaren kommer der en app, der blandt andet indeholder en ny fotodelingstjeneste kaldet i.am.
Hardwaren er produceret i samarbejde med folkene fra Fusion Garage, der mest af alt er kendt, eller skulle man snarere sige berygtet, for at have forsøgt sig med lanceringen af en linuxbaseret iPad-konkurrent kaldet JooJoo i 2010. Noget der endte i total fiasko. Salgstallet nåede 93, ikke millioner eller tusinde, men bare 93, inden firmaet gik konkurs med et brag. Lad os se om de har mere held i sprøjten denne gang.
Priserne er i den absolut høje ende. C.4. koster £199 svarende til 1.900 kroner og V.4 koster £299 svarende til 2.800 kroner. Det er rigtigt mange penge for et stykke tilbehør til en, i virkeligheden, uddateret iPhone.
C.4 og V.4 kan købes fra 6. december. Næste år kommer C.5 og V.5, der passer til den nuværende iPhone 5.