Pencil er en elektronisk blyant til iPaden
Da Apple i sin tid lancerede først iPhonen og efterfølgende iPaden, gjorde Steve Jobs en dyd ud af, at man ikke skulle bruge en stylus, men kunne bruge sine fingre. Han har givetvist haft en pointe, for apples produkter er jo som bekendt slået noget så eftertryggeligt igennem, til trods for at der allerede inden fandtes masser af stylus-afhængige enheder. Apple selv fremstillede også én ved navn Newton.
Alligevel er der mange der sværger til en stylus. Ikke fordi den giver øget præcision. iPadens skærm er kalibreret til at blive betjent med en finger, og man kan ikke tegne finere streger ved at bruge en stylus. Den trykfølsomhed, man finder i regulære tegneplader, findes heller ikke på iPaden. Men mange er vant til at have en blyant i hånden, og har svært ved at vænne sig til bare at bruge fingeren.
Til dem er Pencil fra FiftyThree nok det perfekte valg. Den er udviklet af folkene bag Paper-appen, til at spille sammen med denne. Den er lavet i træ og ligner næsten til forveksling en blyant. Man kan endda vende dem om og viske ud med den. En traditionel stylus er der ikke (kun) tale om. Pencil er nemlig forbundet til iPaden via BlueTooth, hvilket også er det, der giver muligheden for at viske med den. Dette fungerer kun i Paper, mens den kan bruges som almindelig stylus i andre apps.