
Køber du en iPhone SE er markedet for tilbehør enormt, da formfaktoren er identisk med iPhone5/5s. Det betyder masser af cases eller at du kan bruge dit gamle.
Med lanceringen af iPhone SE tog Apple en klog beslutning. De holdt nemlig fast i formfaktoren fra iPhone 5s, således at folk der køber den nye telefon, kan bruge deres gamle cases. De cases, covers, skærmbeskyttelse etc. der er lavet til iPhone 5 eller 5s virker nemlig umiddelbart med iPhone SE. Det betyder at markedet for tilbehør allerede fra dag 1 er enormt. Meget større end man normalt set, når der kommer en ny iPhone. I mange butikker får man dem nærmest smidt i nakken.
Apple har derfor også opdateret deres hjemmeside, så der nu ved alle de gamle stykker tilbehør står, at de også understøtter iPhone SE. Apple har dog samtidig ryddet lidt ud i deres sortiment, således at de ikke længere sælger alle de farver, de gjorde tidligere.