Første iOS-controller i handlen
Efter flere læks i sidste måned er den første spil-controller til iPhonen nu kommet i handlen. Det er MOGA Ace Power, der er udviklet til iPhones med Lightning-stik.
Apple har i iOS 7 indbygget understøttelse af spilcontrollere til iPhonen og iPaden. Det betyder at udviklere kan indbygge controller-understøttelse i deres spil, samt at hardwareproducenter kan levere controllere, der understøtter spillene. Tidlige har der været nogle spæde forsøg fra diverse tredjeparts-udviklere og -producenter uden den store succes. Med Apples understøttelse ventes det dog, at der for alvor vil begynde at ske noget.
Touch Arcade har haft fingre i controlleren, og har spillet forskellige spil, som det kan ses i videoen herover. Overordnet set fungerer controlleren rigtigt godt. Specielt i spil der er porteret direkte fra konsol eller computer, og derfor ikke oprindeligt udviklet til touch-styring, er controlleren en fordel. I de spil der er udviklet specielt til iOS er styringen via touch ofte tænkt bedre ind i spillet, og her giver en controller ikke nødvendigvis bedre styring.
MOGA Ace Power skulle komme til salg i løbet af i dag i Apple Online Store til $99. Om det også gælder Danmark er uvist.