Apple har annonceret AirPods Pro i et helt nyt design med Aktiv støjreduktion, som giver en omsluttende lyd.

Hver enkelt øretelefon kommer med bløde, fleksible silikonepropper i tre forskellige størrelser, som tilpasser sig formen i det enkelte øre. Det giver både en behageligere pasform og gør dem tætsluttende. De har indbygget et avanceret ventilsystem til at udligne trykket, så de bliver endnu mere behagelige, og dermed undgås de gener, man ofte ser ved andre øretelefondesign. AirPods Pro er sved- og vandafvisende.

Den helt store nyhed i forhold til de eksisterende AirPods er at AirPods Pro har aktiv støjreduktion. Via to mikrofoner og avanceret software bliver baggrundsstøj fjernet, så brugeren bedre kan fokusere på det, der lyttes til. Den ene mikrofon er udadrettet og den anden er indadrettet. Støjreduktion tilpasser kontinuerligt lydsignalet 200 gange pr. sekund.

Det er muligt at slå den aktive støjreduktion fra og i stedet bruge det Apple kalder "Transparent lyd". Her tillades lyd fra omgivelserne at passere. Det er eksempelvis godt, når man skal orientere sig i trafikken eller høre en besked fra højttaleren i toget.

AirPods Pro har samme batteritid som AirPods med op til 5 timers lyttetid. I Aktiv støjreduktion giver AirPods Pro op til 4,5 timers lyttetid og op til 3,5 timers taletid på en enkelt opladning. Med yderligere opladninger fra det trådløse opladningsetui giver AirPods Pro over 24 timers lyttetid eller over 18 timers taletid. Opladning foretages ved at lægge AirPods-etuiet på en Qi-certificeret opladningsplade eller ved at bruge Lightning-porten.

Pris og tilgængelighed

AirPods Pro fås til 2.199 kroner og kan bestilles på apple.com. AirPods Pro afsendes fra onsdag den 30. oktober og kan fås i butikkerne senere på ugen.