
I sidste uge anmeldte jeg smarturet Withings Activité Pop, der i virkeligheden slet ikke er et smartur men en fitnesstracker. Denne gang er det den ægte vare vi har fat i. Et rigtigt smartur i form af Pebble Time. At det så måske i virkeligheden heller ikke er særligt smart, er en anden sag. Det virker underligt uambitiøst. Læs med nedenfor og få forklaringen.
Pebble Time er nyeste skud på stammen fra Pebble, der har taget verden med storm. Allerede i foråret 2012, før smarture var andet end et koncept, bragede Pebble igennem på KickStarter. Millioner væltede ind, og vi er nu på 2. generation af uret. I forhold til førsteudgaven er Time tyndere, lettere og sidder bedre på armen.
Super lowtech
Time er i både design, og desvære også funktion, super lowtech sammenlignet med Apple Watch. Designet er i den skrabede ende med et plastikagtigt udtryk, der virker fremtidsagtigt og retro på samme tid. Som noget fra en gammeldags sciencefiction-film. Det føles dog umiddelbart holdtbart og solidt nok til aktivt brug. Det skal siges, at Pebble er på vej med en udgave af Time med et mere metalagtigt design kaldet "Pebble Time Steel", hvis man vil have en opgradering på designfronten.
Et af steder hvor Time skiller sig ud fra Apple Watch er, at den ikke har en touch-skærm. I stedet sker betjeningen udelukkende via fire knapper. Skærmen, der nu i modsætning til tidligere er i farver, er nem at læse, men farverne virker en anelse matte og kedelige sammenlignet med eksempelvis iPhonens flotte skærm. Noget der igen bidrager til retro-looket. Årsagen er den simple, at Pebble Time kun kan vise 64 farver, hvor Apple Watch kan vise millioner. Til gengæld har skærmen den fordel, at den altid er tændt, modsat Apple Watch, hvor den slukker efter kort tid.
Det bliver næsten trivielt at skrive, men selv interfacet virker også retro. Det er reagerer super hurtigt, når man navigerer rundt, men grafisk synes jeg det virker som noget fra en gammeldags mobiltelefon. Tænk Game Boy anno 1999.
Notifikationerne er hæmmet af Apples begræsninger
En af Pebble Times hovedfunktioner er tidslinjen (Timeline), hvor man kan køre frem og tilbage mellem overstående og kommende aktiviteter fra ens kalender. Det er dog næppe på grund af dette, at folk investerer i Pebble. Det er nok snarere på grund af notifikationerne som uret kan modtage fra en parret iPhone.
Når man modtager en notifikation, kommer der en kort vibration i uret, så man ikke er i tvivl om, at der sker noget. Desværre lader konfigureringen af notifikationerne en hel del tilbage at ønske. Pebbles tilhørende iPhone-app er super lækker og virkelig godt skruet sammen, og det er her man styrer løjerne. Desværre er der ikke så meget at styre, når det kommer til notifikationer. Pebble Time modtager de samme notifikationer som iPhonen, hverken mere eller mindre. Man har ikke mulighed for at konfigurere uret særskilt, hvilket er lidt af en bet. Det er givetvis ikke med Pebbles gode vilje, da dette aspekt virker fint, hvis man har parret uret med en Android-telefon. Det må være Apples retningslinjer og muligheder, der er begrænsende her. Ærgerligt. Ærgerligt er det også, at man ikke kan slå notifikationerne fra på iPhonen uden at de også slås fra på Pebble. Når man modtager en notifikation på sit ur, kommer den samtidig på iPhonen. Det er ikke ideelt, hvis man sidder i møde etc. og gerne vil benytte uret til diskret at modtage notifikationer.
God tilhørende app
Ellers er appen som sagt godt skruet sammen. Her kan man finde ekstra urskriver og 3. parts-apps, der kan downloades til uret. Det kunne være apps til Philips Hue , Twitter etc. Ganske smart og så nemt at alle kan finde ud af det. En af Pebbles absolutte styrker er det aktive og store udviklermiljø, der byder på masser af interessante apps til alle mulige formål. Det er dog en blandet pose bolcher med lidt langt mellem de blå ugler (læs: godbidderne).
Pebble Time har en indbygget mikrofon. Som iPhone-bruger kan man dog bruge den til absolut ingen ting. Igen et eksempel på at Time ikke spiller super godt sammen med iOS. På Android kan man nemlig bruge det til diktat etc.
Føles begrænset
Efter sidste uges test af en moderne fitnesstracker fra Withings, har det været en helt anden oplevelse, at gå rundt med Pebble Time et par dage. Det føles dog underligt begrænset. De vil tydeligvis en masse, men kommer ikke rigtigt i mål. Om det så tildels er Apples skyld, er i virkeligheden underordnet. Uret bliver ikke bedre af, at den manglende funktionalitet får et ansigt. Uret fejler ganske enkelt på hovedfunktionaliteten med at være et nemt tilgængeligt notifikationscenter. For det første fordi det er alt for ufleksibelt, og for det andet fordi det ikke er super nemt. Hvorfor man eksempelvis skal trykke to gange på knappen, når man modtager en notifikation, i stedet for bare en enkelt gang, er for mig en gåde.
God batterid: Holder en uge
Batteritiden er til gengæld super. Jeg havde lånt uret et par dage, og der var mere end 50% batteritid på det, da jeg afleverede det tilbage til ejermanden. Jeg vil tro, at man kan få det til at holde en uges tid på en opladning. En af forklaringerne på den gode batteritid er skærmen, der ikke bruger ret meget strøm sammenlignet med eksempelvis den i Apple Watch. En anden forklaring er at funktionaliteten er begrænset, og så er det jo ingen kunst. En masse batteritid, men knap så meget at bruge den til.
Jeg har hørt så meget godt om Pebble, men jeg må sige, at jeg er noget skuffet. Pebble Time er som sådan gennemført nok. Det er ikke et halvbagt produkt de har sendt på gaden, og det fungerer 100% fejlfrit og gennemarbejdet. Det har bare ikke ret meget at byde ind med og samspilelt med iPhonen fungerer ikke tilfredsstillende. Med Android er det en helt anden sag, men det er jo os uvedkommende.
Savner GPS
Apple Watch er et overflødighedshorn af funktionalitet til sammenligning. Det kan jeg godt sige selv om jeg ikke har prøvet Apple Watch. Jeg savner eksempelvis en indbygget pulsmåler i Pebble. GPS er der heller ingen af. Dette alene havde været grund nok til at købe uret. Det er der dog heller ikke i Apple Watch, skal det siges. Netop derfor kunne Pebble her have adskilt sig afgørende fra Apples ur.
Pebble Time er i øjeblikket kun tilgængelig for de, der har forudbestil på Kickstarter. Senere på året kommer det i regulær handel til en pris på vist nok $299. Det er kun $50 billigere end Apple Watch Sport. Var det mig der skulle vælge, så ville jeg helt klar gå efter Apples ur. Havde Pebble Time kun kostet det halve, kunne man have overvejet det som et billigt alternativ, men når de nu næsten koster det samme, synes jeg ikke det giver mening.
Deignet giver uro i maven
Batteritiden og det at skærmen altid er tændt trækker op. Manglen på touch-screen og det generelle lidt retro-agtige look trækker ned. Normalt er jeg vild med sciencefiction retro, men lige præcis her falder det igennem. Hvor Apple Watch ligner et smuk tidsløst designikon, ligner Pebble Time et stykke legetøj. Det er det langt hen ad vejen også, men de der har kritiseret Apple Watch for at være for grimt, skal vist have kalibreret deres skala for grimhed. Mange vil få decideret uro i maven over Times udseende.
Der er ingen tvivl om, at Pebble Time er en god og solid opdatering til det originale Pebble-ur. Er du allerede en tilfreds og svoren Pebble-bruger er Time bestemt anbefalelsesværdigt. Det samme er det for Android-brugere, idet Time overgår samtlige Android Wear-baserede smarture med klar margin.
Havde det været Apple, var de blevet kritiseret sønder og sammen
Til iOS-brugere kan jeg dog ikke, hvor gerne jeg end ville - for vi skylder alle Pebble en tak for at have skudt smarturskategorien igang - anbefale Pebble Time. Der er ganske enkelt for uambitiøst, tilbageskuende og begrænset. I virkeligheden alt det Apple Watch har fået kritik for at være - bare gange 3. Havde Apple lanceret et ur som Pebble, var de blevet kritiseret sønder og sammen. Nu er der bare en underlig aura af nørd over Pebble, og derfor kan de slippe afsted med det - og heldigvis da, for så er der noget at vælge mellem.
Jeg ved godt, at jeg kommer i skudlinjen fra tilfredse Pebble-brugere, men hos mig fængede det altså ikke, og jeg har ikke savnet det siden jeg afleverede det tilbage.
Du kan læse mere og bestille uret her: getpebble.com
Scroll ned for at se kommentarer
Har altid været glad for mit 1. gen Pebble.. Men efter det stod af, så bliver det nok et Apple Watch.. Jeg tror ikke på deres overlevelse efter AW er kommet ud..
Jeg er super glad for mit AW, men kunne da godt tænkte mig at prøve et Pebble Time.
Vil dog ikke give så mange penge bare for at prøve et ur.
Jeg investeret ca 1.200 DKK alt inkl. i mit Pebble ur - og det har indtil nu fungeret rigtigt godt for mig :
Som aktivtet tracker - app misbit
Som display/fjernbetjening for Endomondo
Som display når jeg modtager sms og opkald - når jeg er optaget, eller bare ikke lige har telefon på mig - telefonen kan når uret i hele mit hjem.
Som normalt ur - var holdt op med at gå med ur - nu vil jeg ikke undvære et ur.
Batteriet tiden på ca 5-8 dage er en stor fordel.
Jeg vil opgrader til et AW når det bliver muligt - da jeg idag ved et pebble har bidraget med forventer jeg at et AW bidrage med endnu mere
f.eks. Check in i lufthavnen.
/Per
Synes det synd, som Time bliver hakket ned her.
Du forventer meget mere af det end, det er tiltænkt.
Du nærmest samlinger en til en med enten AW eller iPhone.
Giver uret skylden for at, det ikke spiller 100% sammen med iPhone. Det gjorde 1.gen hellere. Det er helt Apples skyld, og deres retningslinjer, som du selv skriver ikke de samme problemer på Android.
Synes det skinner rigtig meget igennem her, at du virkelig er pro Apple fan, og her skal der bare rakkes ned på bedste Android maner.
For andre sites er da på ingenmåde enig med dig.
http://www.engadget.com/products/pebble/time/
@Palle
Så du mener simpelthen, at jeg skal rose uret bare fordi andre gør det?
Jeg har bare skrevet min ærlige mening om uret, længere er den ikke.
Hvis du er uenig kan du jo komme med nogle modargumenter. Al din fanboy-snak giver jeg absolut intet for. Det siger vist mere om dig end om mig.
Til info har jeg ikke et Apple Watch, og har ikke planer om at anskaffe et.
Jeg tror Pebble får svært ved at sammenligne sig selv med et Apple Watch.
Specielt når vi taler om sammenspil med iPhone.
AW er jo direkte udviklet til at virke sammen med en iPhone, hvorimod Pebble kan virke med andre telefoner også.
Selvfølgelig vil et AW altid være smartere sammen med en iPhone end andre ure, det er vel selvsagt. Apple vil da hellere bruge penge på at udvikle deres eget ur, end at understøtte alle andre producenter. :)
Når det så er sagt, så har jeg nu haft et AW i et stykke tid, og må tilstå at det virkelig er det værd i forhold til min lidt skeptiske indstilling før jeg købte et.
Man bruger det overraskende mere end man egentlig selv havde forestillet sig. Selv bruger jeg meget kalender, aktivitet's appen, sms og 3. parts apps som f.eks kontrol af mit lys (LifX wifi pære) og parcel app til at holde styr på pakker man modtager.. Der er stort potentiale i AW som jeg ser det.. :)
Jeg modtager nu også andre notifikationer end dem jeg får på iPhone... Eks fra nyhedsapp direkte på uret...
Direkte adgang via timeline til ens kalenderaftaler er ganske fantastisk..tror i højere grad at jeg opgraderer til pebble time steel end til et AW...
Ang. Diskretion i møder... Så er det da en hel del mere diskret at afvise et telefonopkald via uret end ved at finde telefonen frem...
I USA kan man i øvrigt betale for sin starbuckskaffe med sit pebble...