Første gang vi stødte på Libratone her på ON X var med enheden Libratone Live, der skuffede os noget og var alt, alt for dyr. Det fik Libratone rettet op på med den lidt mindre enhed Zipp. Nu har vi endelig fået lejlighed til at gennemteste deres nyeste kreation Loop - og denne gang er vi bestemt ikke skuffede.

Loop er en trådløs iPhone-højttaler, der understøtter Apples AirPlay, men også kan fungere via Librationes eget system, der blandt andet gør, at man kan spille trådløst selvom man ikke er på et trådløst netværk. Smart og velfungerende.

Der er sket meget siden vi første gang testede en enhed med AirPlay - eller en trådløs enhed i det hele taget. Med Loop oplever jeg for første gang, at det rent faktisk er nemt at sætte op. Man forbinder simpelthen bare sin iPhone til enheden med sit dock-kabel og så er det klaret. Hurtigt og smertefrit. Jeg har aldrig testet en enhed, hvor det var så nemt at klare den trådløse opsætning. Ingen installation af software eller roderi med netværksadresser.

Libratone Loop koster 3.699 kroner og lægger sig dermed lige midt mellem de to andre Libratone-enheder vi har testet.

Design og Finish

Libratone holder med Loop fast i deres særkende; at enheden er beklædt med uld. Det er rart med en gennemført linje i designet fra produkt til produkt omend ulden aldrig har været min kop te. Det har det termokandelignende design, vi har set tidligere, heller aldrig været. Det er derfor positivt, at Libratone har givet Loop en helt anden form: Loop er, når man ser den for fra, cirkelrund. Det er klart deres flotteste enhed til dato, og Loop efterlader en rigtigt godt indtryk.

Vi har testet en grå og lidt anonym udgave, men vælger man en rød eller blå, bliver det ikke meget mere lækkert. Der er stadig enkelte skønhedsfejl, som at man på forsiden har placeret en hvid plastik knap og en diode. Det ødelægger helheden, og den burde været placeret i toppen, så enheden havde fremstået mere ensartet.

Loop er som sagt rund, når man ser den forfra, og har ellers form som en stor dyb tallerken. Den er et par og tredive centimeter i diameter og omkring 7-8 cm dyb. Tallerkenen står på to støtteben - men kan også hænges op på væggen.

Loop efterlader et supergodt indtryk. Når jeg pakker nyt grej ud, kigger jeg altid som det første på tilbehøret - og ikke selve enheden. Hvordan ser kablerne og strømforsyningen ud? Det fortæller ret præcist, om producenten mener det alvorligt. Ofte har ellers meget lækre enheder en strømforsyning eller ekstra tilbehør, der er af elendig kvalitet og ligner noget der er løgn. Loop består dette test med bravour. En lækker stofbetrukket ledning vidner om, at Libratone mener det. Luksus fra ende til anden. Libratone har altid stået for solid samlekvalitet og det gør de også denne gang.

Lydkvalitet

Og nu til den væsentlige: Hvordan spiller den? Lad os bare afsløre med det samme, at den spiller rigtigt godt. Vi er faktisk overraskede. Loop er den mest velspillende Libratone-enhed til dato. En stor del af forklaringen skal nok findes i formen, der giver mulighed for en betydeligt bedre bas/mellemtoneenhed. Derudover er Loop udstyret med bånddiskanter hvilket er usædvanligt i denne prisklasse.

Resultatet er en overraskende fyldigt og åbent lydbillede. Det er ikke tit vi oplever det i så kompakt en enhed. Bassen er god og fin, omend der selvfølgelig ikke er tale om decideret dybbas. Diskanten lyder også godt og er enhedens styrke, selvom den ikke er helt neutral. Detaljegraden i musikken er overbevisende, og man kan kun blive i godt humør af at høre Loop.

Vores største anke med hensyn til lyden er, at den ikke kan spille højt uden at lydbilleder klasker sammen i forvrængning. Dette går igen i samtlig højttalere i denne størrelse. Problemet denne gang er, at Loop spiller så godt, at vi faktisk har lyst til at skrue op. De fleste andre enheder giver os oftest lyst til at bare at slukke. Den manglende mulighed for at spille højt skal ikke ligge Loop til last. Vi glæder os i stedet over den gode lyd ved mere moderate lydniveauer.

Loops styrke ligger helt klart i detaljen, mens den halter noget i rå kraft. Er man til tung rock eller dybbas techno, vil man nok blive skuffet, mens musikgenrer hvor de finere detaljer er i hovedsædet er et meget bedre match for Loop.

Konklusion

Libratone Loop spiller godt, og der er et rigtigt godt forhold mellem pris og kvalitet. Samlekvaliteten er helt i top, som det altid er, når der står Libratone på kassen, og denne gang er lydkvaliteten stort set fulgt med. At designet også er Libratones bedste gør det endnu mere klart: Loop er Libratones klart bedste enhed til dato. Vores største anke ligger i, at Libratone ikke har et multirumssystem. Det er og bliver aldrig andet end enkeltstående enheder, og det gør at de har meget svært ved at konkurrere med SONOS. Det første Libratone kunne gøre var til give mulighed for at koble to enheder sammen til én stereo-setup. Det ville være et kæmpe skridt i den rigtige retning. Og et naturligt skridt. Både for Libratone og kunderne. En del af begrænsningen ligger givetvis i AirPlay-formatet, men så er det jo godt at Libratone aktivt arbejder på deres eget system.

Ind til det forhåbentligt sker, glæder vi os over en rigtig velspillende alt-i-et højttaler, der ligger helt i top i klassen og spiller langt bedre end de fleste andre trådløse enheder. Godt gået.

Scroll ned for at se kommentarer

Onlime

Passer du godt på dine data?

Ville det ikke være surt at miste alle dine fotos fordi din iPhone går i stykker? Sørg for at tage backup nu! Onlime tilbyder ubegrænset backup af alle dine enheder i skyen.