Libratone er et københavnsk firma, der producerer aktive (iPhone-) højttalere. Danmark er vidt anderkendt i den store verden, for at producere nogle af verdens bedste højttalere, så det er bestemt ikke en ulempe at Libratone er dansk. Det er heller ikke en ulempe, at de bekender sig til skandinavisk design, der ligeledes er i høj kurs i udlandet.

Tilsammen har vi altså ingredienserne til en gedigen succes, og Libratone, har da også opnået at få hul igennem de rigtige steder. Blandt andet kan man købe deres produkter hos Apple.

iPhoneguide har lånt et eksemplar af Libratone Live, som er blevet gennemspillet i et par uger. Den model iPhoneguide har lånt koster 5.499 kroner.

Design & Finish

Librations unikke design skyldes først og fremmest, at den er beklædt med uld, som kan fås i flere forskellige farver. Den enhed jeg havde lånt var med lækker rød cashmere uld.

Libratone Live er lige under en halv meter høj. Den er trekantet - en af siderne vender frem og de to andre tilbage. Alle tre sider er som sagt betrukket med uld bortset fra en metalstribe bagpå, hvor ledning og stik sidder. Metalstriben bag på er øverst udformet som håndtaget på et tekrus eller en termokande.

Det første jeg bemærkede, da jeg fik kassen med Libratone i hænderne, var tyngden. Den vejer overraskende meget, hvilket bestemt er et godt tegn. Tyngde vidner om gode og solide materialer. Inden for højttalere er tyngde decideret en kvalitetsparameter, da det dæmper uønskede vibrationer i kabinettet. I materialevalget og samlekvaliteten er der bestemt intet at sætte en finger på. Det er kvalitet hele vejen igennem.

Libratone har fået megen ros for sit anderledes design, der bestemt ikke ligner noget vi er vant til. Selv om designet ikke falder helt i min smag, må jeg anderkende modet til nytænkning. Det er forfriskende, når et industriprodukt skiller sig ud og har en holdning til formgivningen og materialevalget. Libratone ligner ganske enkelt en million og slår alt hvad du kan finde på den billige hylde i Fona. Ingen tvivl om det.

Min væsentligste anke i forhold til designet, er højden på enheden. Jeg synes den er for høj til placering på et bord og for lav til placering på gulvet. Den kræver en mellemting, det vil sige et lavt bord, en skammel eller lignende. Det havde været meget nemmere, hvis den var designet som liggende frem for stående. Det havde selvfølgelig gjort den mere lig andre iPhone-anlæg, men på anden side, så er der nok en grund til at langt de fleste er designet liggende frem for stående. Det er i hvert fald ærgeligt, hvis ønsket om et anderledes unikt design går ud over brugsværdien. Til gengæld er mellemplaceringen også den, der giver den bedste lydkvalitet, så på den måde hænger det jo sammen.

Det er selvfølgelig bare min smag, andre vil sikkert glæde sig over "termokanden". Det er i hvert fald praktisk med et håndtag, så man nemt kan flytte enheden hen hvor man vil. Det er godt tænkt.

Lydkvalitet

Selvom Libratone er en designerhøjttaler, er det i sidste ende lyden det handler om. Som det ofte er med designerlyd, så betaler man for meget i forhold til hvad der bliver leveret. Ser man bort fra prisen, så spiller Libratone Live i princippet, som den skal. Jeg har hørt bedre enheder, og jeg har hørt dårligere enheder. Libratone ligger dog klart i den bedste halvdel af skalaen, herom skal der ikke herske tvivl. Den spiller dog ikke bedre, end at man ville kunne finde alternativer, der kan levere samme lydkvalitet til omtrent den halve pris. Man skal slet ikke begynde at sammenligne med rigtige stereoanlæg eller for eksempel to af Sonos' alt-i-et-enheder, man kan få til samme pris. Det ville slet ikke være fair over for Libratone, der jo heller ikke er tiltænkt det segment. Det er et almindelig iPhone-anlæg, der er målestokken her.

Jeg nævnte i forbindelse med designet, at Libratone var svær at placere rent indretningsmæssigt. Den trekantede form indbyder til en placering i hjørnet, men det skal man absolut undgå. Det resultere bare i, at lydbølgerne kastes direkte tilbage i højttaleren, og gør lydbilledet mudret. Libratone skal placeres ved en fri væg, så lyden i stedet bliver reflekteret ud til siderne. Den må også meget gerne blive hævet en meters penge op fra gulvet. Libratone har udviklet en iPhone-app, hvor man kan angive højttalerens placering i forhold til vægge og så videre. Herefter optimerer enheden selv lyden efter rummet. Det gavner stereoperspektivet, uden at dog bliver rigtigt godt. Funktionen er dog ganske smart, og det er under disse vilkår, jeg har vurderet lydkvaliteten af Libratone.

Libratone styrke er ved lave til moderater lydniveauer. Her er der en fin og dynamisk lyd med god balance mellem diskant og bas, måske med en anelse tendens til svag bas. Stereoperspektivet er selvfølgelig helt fraværende, men alt andet havde også været en overraskelse på en 22 cm bred enhed - igen et eksempel på at designvalget resulterer i begræsnninger andre steder.

Ved højre niveauer går det galt. Dynamikken forsvinder og forvrængningen er for stor til, at ørene tillader lytning ret længe ad gangen. Specielt i bassen er det problematisk. Sammenligner man med B&W's Zeppelin Air, der ligger i nogenlunde samme prisklasse, så er der ingen tvivl om at Libratone halter bagefter. Det gør langt de fleste enheder i øvrigt, så det i sig selv er ingen skam. Vi er ude i småtingene nu, men til den pris, så er det rimeligt at komme helt rundt.

iPhone-faktor

iPhone-faktoren er den målestok jeg bruger for hvor gennemført et produkts integration med iPhonen er. Ofte kan det gøres kort; virker det eller virker det ikke sammen med iPhonen.

Det kan faktisk siges meget enkelt: Det virker! Super godt endda. Libratone er klart den AirPlay-enhed der har været nemmest at opsætte. Når AirPlay virker, så virker det godt. Man bruger iPhonens normale iPod-app, og alle betjeningsmuligheder er fuldstændig som man er vant til. Når AirPlay ikke virker, så er det tilgengæld skidt, men det er jo ikke Libratones skyld, og heldigvis er det heller ikke noget, der er et problem i praksis.

Konklusion

Der er ingen tvivl om, at design og funktionalitet vægter højere end lydkvaliteten hos langt de fleste forbrugere. Alligevel er det lige på kanten, at jeg kan anbefale Libratone Live. Selvom Libratone isoleret set spiller godt, så kan jeg ikke lade være med at være skuffet over lydkvaliteten sammenholdt med prisen. Der er selvfølgelig altid en premium-pris for godt design, men her virker spændet ganske enkelt for stort.

Man skal med andre ord ikke vælge Libratone fordi man regner med at få den ultimative lydkvalitet serveret på et sølvfad for de mange penge. For det gør man ikke. Går man efter det ypperste inden for iPhone-lyd, og er villig til at betale kassen for det, så er førertrøjen stadig placeret hos B&W med deres Zeppelin Air.

Det er først og fremmest designet og samlekvaliteten man betaler for. Man skal vælge Libratone Air, hvis man godt kan lide lækre ting, der oser af kvalitet. I tilgift får man så en lydkvalitet, der ligger i den bedste halvdel af skalaen inden for iPhone-anlæg.

Om kombinationen af solidt og gennemført design og en god, men ikke ypperlig, lyd er værd at gå efter, må nok være op til den enkelte. Vi synes den er et par tusinde kroner for dyr.

Hvad kan vi lide: Solidt og gennemført design der oser af kvalitet.

Hvad kan vi ikke lide: Når nu Libratone har bærehåndtag ville det være fedt med mulighed for batteridrift, så man også kunne tage den med i haven. Prisen.

Scroll ned for at se kommentarer

Onlime

Passer du godt på dine data?

Ville det ikke være surt at miste alle dine fotos fordi din iPhone går i stykker? Sørg for at tage backup nu! Onlime tilbyder ubegrænset backup af alle dine enheder i skyen.