Der er nogle virksomheder, hvor hver eneste produktlancering går verden rundt, mens andre ikke får den mindste omtale. Apple er selvfølgelig den ubestridte konge af den første kategori, men danske B&O er også et af de firmaer, der bliver holdt øje med i den store verden. Og specielt når B&O lancerer et iPhone-produkt, som tilfældet er med deres nyeste enhed Beolit 12. Ud over at den er AirPlay-kompatibel, er den interessant af den grund, at det er B&O's første lancering i en serie af nye prisbillige produkter kaldet Beoplay. Det med det prisbillige vender vi tilbage til.

Beolit 12 er en transportabel iPhone-afspiller, der koster omkring 5.500 kroner. Her på iPhoneguide har vi testet den i en uges tid.

Design og Finish

B&O er kendt for deres design, der uanset om man kan lide det eller ej, tiltrækker opmærksomhed. Beolit 12 er dog ikke udpræget B&O-agtigt. Det er derimod klassisk design af bedste karat. Fuldstændigt renset for ligegyldige blæreeffekter, som to glasdøre der glider til side, og andre af B&O's underfundige påfund gennem tiderne.

Beolit 12 kommer i forskellige grålige nuancer. Designet er minimalistisk og klassisk på en meget lækker måde. I princippet kunne det være designet hos Braun for 50 år siden, og det skal bestemt opfattes som en komplement.

Enheden måler 23 x 18,8 x 13,3 centimeter og vejer 2,8 kg. Grundformen er måske en anelse for kvadratisk efter min smag - jeg havde foretrukket en lidt mere smalt design. Det er dog i småtingsafdelingen.

Øverst har er afspilleren udformet med en lille kant og skridsikker plast eller silikone, så man kan lægge sin iPhone uden at være bange for at den falder ned, når man hanker op i Beoliten. Og hanke op gør man, får enheden er er udstyret med en lædderrem, så den er nem at løfte rundt på. Den er tydeligvis lavet til at blive taget med.

Overordnet set er enheden noget af det lækreste, jeg har set af iPhone-docks. Og jeg er normalt ikke B&O-fanatiker, skal jeg huske at indskyde. Designet og finishen oser af kvalitet hele vejen igennem. Lækre gennemtænkte detaljer og solide materialer. En enhed man ikke ville være bange for at tage med på stranden eller i haven. Takket være batteridriften, er det nemlig muligt - dog med en enkelt forbehold, som vi kommer ind på senere.

Opsætning

Hvor B&O tydeligvis er på hjemmebane, når det handler om design, har de store problemer med at skrive forståelige opsætningsvejledninger, endsige at få det hele til at virke efter hensigten.

At opsætte Airplay-enheder har vist sig at være en blandet fornøjelse. En enkelt gang har jeg oplevet, at det virker som forventet: Enkelt og ligetil, men langt de fleste gange kræver det ualmindeligt meget arbejde, at få til at fungere. Beolit 12 slår dog alt. På trods af at have kæmpet med opsætningen i halvanden time, kunne jeg ikke få hul igennem til Beolitens webinterface. Allerede da jeg så at B&O's opsætningsvejledning talte om "trådløs opsætning via kabel", begyndte jeg at få mine bange anelser. Jeg har ellers gjort hvad jeg kunne. Fulgt vejledning til punkt og prikke samt forsøgt på alle mulige andre måder. Uanset hvad, er det ikke til at få hul igennem. Enheden er derfor alene testet via kablet forbindelse til iPhonen.

Selv hvis opsætningen havde virket som beskrevet i manualen, er det for bøvlet. Der er adskillige minutters ventetid undervejs, og man kan ikke sætte op uden en kablet netværksforbindelse til ens computer. Jeg er ikke den eneste anmelder, der hæfter mig ved dette. Stort set hele vejen rundt er der utilfredshed at spore.

Det er ganske enkelt ikke godt nok, at det skal være så vanskeligt eller endda umuligt at få opsat Beolit 12. B&O henvender sig til et segment, som ikke gider den slags. Tingene skal bare virke ud af boksen - det er blandt andet det, man betaler en premium pris for. Derfor dumper Beolit 12 med et brag på denne parameter.

Lydkvalitet

Beolit 12 er bestykket med en 120-watt klasse D digitalforstærker, to 2-tommer diskantenheder og en 4-tommer bas.

Lydkvaliteten er ganske god uden at være prangende. Bassen er fraværende på bekostning af en lidt for markant diskant. Det hele står dog krystalklart og meget detaljeret. Lige da jeg tændte den, efter at have hørt på Loewes Airspeaker fik jeg et mindre chok, for de to spiller som nat og dag. Hvor Loewen var fyldig og med en stor flot bas, er Beolit mere lys og skrøbelig. Beolit byder på en mere knastør lyd end Loewen, men det bliver for meget af det gode for min smag. Jeg foretrækker Lowens mere rige og store lydbillede.

Man skal dog huske på, at Beolit 12 er en bærbar musikafspiller efter samme koncept som de gamle transistorradioer. Det er ikke en stationær enhed til festbrug i stuen, men en enhed der er beregnet til at tage med sig og blive brugt på stranden, i haven, under avislæsningen, i båden og så videre. Her betyder det mindre at bassen er lidt tynd og stereobilledet ikke eksisterende. At forvente at det ville være andeledes, ville være at stille urimelige krav. Beolit er en "transistor" og i den kategori gør den det fremragende.

Konklusion

Som sagt er Beolit 12 beregnet til at blive taget med. Problemet er bare, at Apples AirPlay-teknologi kræver, at iPhone og afspiller er på samme trådløse netværk. Det er de kun så længe man er i sit hjem eller eventuelt i haven. På stranden eller i parken virker det således ikke. Dermed forsvinder lidt af ideen faktisk med enheden. Man kan selvfølgelig bruge et kabel mellem iPhone og afspiller, men så kunne man lige så godt have integreret en egentlig dock med det samme. Det er jo som sådan ikke B&O's skyld, men det er alligevel dem, der har truffet valget om ikke at understøtte bluetooth eller ikke at integrere en dock.

Ser man bort fra den helt horrible og vanskelige opsætning, der faktisk alene gør, at vi må fraråde læserne at investere i en Beolit 12, er enhedens største problem prisen. Den er alt for dyr. At kalde den prisvenlig er ganske enkelt at stramme den en tand eller to for meget. Designmæssigt er den godkendt, men selvom lydkvaliteten er i orden, kan den ikke leve op til prisen. Den er ganske enkelt ikke pengene værd. Der findes mange alternativer, der klarer opgaven væsentligt bedre end Beolit 12 til stort set samme pris. Der skal skæres et par tusindekronesedler af prisen, før vi begynder at kunne tale om, at pris og kvalitet hænger sammen.

I forhold til de gamle B&O-dyder, hvor et produkt skal være lækkert hele vejen rundt, dumper Beolit 12. Det er ganske enkelt ikke godt nok, det de har præsteret i Struer. Når vi snakker B&O tillader vi os at have høje forventninger - og de bliver desværre ikke indfriet med Beolit 12. Jeg sidder ganske enkelt ikke tilbage med følelsen af, at have nydt Beolit 12's ophold i min stue - og i sidste ende, at det vel netop det, musik skal handle om. Nydelse.

Hvad kan vi lide: Lækkert design. Batteridrift - ægte bærbar.

Hvad kan vi ikke lide: Vanskelig og tidskrævende opsætning. Prisen.

Onlime

Passer du godt på dine data?

Ville det ikke være surt at miste alle dine fotos fordi din iPhone går i stykker? Sørg for at tage backup nu! Onlime tilbyder ubegrænset backup af alle dine enheder i skyen.