WWDC 21: Hvad kan vi forvente?
I aften klokken 19 dansk tid skyder Apple gang i årets udviklerkonference, WWDC 21. Det sker, som traditionen foreskriver det, med en keynote hvor Apple vil præsentere nye ting.
Apple plejer at fremvise nye udgaver af deres styresystemer og af og til har de også ny hardware med. Jeg har lavet en opsummering af, hvad vi kan forvente os i år. Særligt hvad angår årets nye styresystemer art det været meget sparsomt med rygter. I færre tilfælde har der slet ikke været nogle rygter. Det gør det enten mere spændende eller mindre spændende - det afhænger af ens temperament. Vi skal dog nok stadig regne med, at der kommer nye udgaver af alle Apples styresystemer - og måske endda lanceringen af et helt nyt.
iOS 15 og iPadOS 15
Det er ikke meget information, der er blevet lækket angående næste generation af iOS og iPadOS. Men lidt er der kommet.
Det skulle blandt andet blive muligt at indstille notifikationerne afhængigt af hvad man laver. Det vil sige, at man kan tillade forskellige notifikationer, bestemme om der skal lyd på etc. alt efter om man kører bil, sover, arbejder med mere.
Beskeder skulle få en stor opdatering for bedre at kunne konkurrere med apps som WhatsApp. Hvad det præcist går ud på er dog uvist.
Der kommer enkelte ændringer eller måske snarere opdateringer af brugergrænsefladen hist og her. På iPaden dog med en større overhaling, der gør det muligt at placere widgets overalt, som ikender det fra iPhonen.
macOS 12
Det har været endnu mere sparsomt rygter angående macOS 12. Faktisk kan jeg ikke komme på nogen overhovedet. Det kunne være et tegn på, at Apple går bort fra de årlige opdateringer, og holder fast i samme udgave i eksempelvis to år, som før har været tilfældet. Det vil dog være en overraskelse, da der heller ikke har vøret rygter om dette.
watchOS 8
Det eneste ting, der har været rygter om at de samme ændringer i notifikationssystemet som iOS.
tvOS 15
Heller ikke her er der nogle konkrete rygter.
homeOS
I sidste uge fik Apple muligvis lækket, at der er et helt nyt styresystem kaldet homeOS på vej. Muligvis vil tvOS skifte navn og dækkeover flere produkter end bare Apple TV. Det kunne være HomePod og nogle helt nye produkter. Der har for eksempel været rygter om en blanding mellem Apple TV og HomePod.
Tjenester
Apple vil efter alt at dømme lancere Apple Music med rumlig lyd og lossless audio. Der er sikkert også nyt om Apple Arcade, der trænger til en saltvandsindsprøjtning.
Hardware
Der har været enkelte rygter om, at Apple vil lancere en ny generation af MacBook Pro'en på WWDC. Apple plejer ikke at benytte WWDC til lancering af ny hardware, men gør det af og til alligevel. Sidst det skete var i 2017. Det er svært at vurdere, om det sker i år. Personligt tror jeg det ikke. Der er ingen tvivl om, at Apple er på vej med to helt nye Pro'er, men WWDC plejer bare ikke at være det oplagte sted for den slags.