Voice over LTE på vej til iPhonen

Flere jobopslag hos Apple peger i retning af, at Apple arbejder på at kunne understøtte den såkaldte Voice Over LTE-standard (VoLTE) i deres iOS-enheder.
VoLTE er en standard der gør det muligt at sende telefonopkald og SMS via LTE-netværket, der ellers kun understøtter data. Netop fordi LTE kun understøtte data vil opkald i dag stadig ske via 3G-netværket. Det betyder at selvom man har LTE-dækning vil netværket skifte til 3G, når man foretager et opkald, fordi LTE ikke kan håndtere opkaldet. Den slags tager tid og betyder dårligere kvalitet. Samtidig betyder det, at et "gammeldags" 3G-netværk er påkrævet. Man kan som teleselskab ikke nøjes med at tilbyde LTE, hvis ens kunder skal kunne foretage opkald.
Med mindre altså man benytter en særlig teknik sem eksempelvis VoLTE, der så småt vinder frem. Det er dog lidt den gamle historie om hønen og ægget. Skal telefonerne understøtte det, når nu netværket ikke er på plads eller skal netværket udbygges til VoLTe, når ikke telefonerne understøtter det? Der er dog så småt ved at ske noget. Den 31. maj lancerede teleselskabet SingTel i Singapore verdens første VoLTE-netværk.