Ifølge nye oplysninger er udviklingen af Apples bil mindst to år forud for tidsplanen og kommer på gaden allerede næste år. Det lyder næsten for godt til at være sandt - og er det formodentligt også. Oplysningerne stammer fra erhvervsmediet Economic Daily News fra Taiwan, der citerer unavngivne kilder fra lokale producenter af udstyr, der skal bruges i bilen.

Ifølge mediet er taiwanesiske producenter så småt ved at gøre klar til at skrue op for produktionen af komponenter til Apples bil. Produktionen vil starte i 2. kvartal næste år og bilen vil kunne købes fra 3. kvartal. Faktisk nævnes det specifikt, at bilen bliver lanceret i september 2021.

Kilderne nævner også, at Apple i hemmelighed har testet dusinvis af prototyper på vejen i Californien de sidste par år. Dette passer meget godt, men hvad vi ellers ved. Siden 2017 har Apple officielt haft tilladelse til at teste selvkørende biler på offentlig vej i Californien - og har benyttet sig af muligheden.

At Apple allerede nu skulle være så langt i udviklingen af en bil er noget overraskende. De fleste andre mener, at lanceringen snarere vil ske i perioden fra 2023 til 2025. Faktisk skrev jeg så sent som i sidste uge, at Apple nu var begyndt de indledende forhandlinger med underleverandører. Hvis dette er sandt, kommer bilen i hvert fald ikke allerede næste år. Måske har kilden fra Taiwan misforstået Apples planer. Bilproducenter annoncerer ofte nye modeller flere år i forvejen. Det er derfor meget muligt, at Apple vil annoncere en bil allerede i september næste år, men at der så går yderligere et par år før den kommer på gaden. Så er der også rigeligt tid tilsat tage imod reservationer.

Scroll ned for at se kommentarer