Video: Spotify-streaming på en 17 år gammel iPod

Kan du huske den ikoniske iPod? Jeg tænker ikke på iPod touch, men på den originale iPod, som Apple lancerede i efteråret 2001. Det var en, på den tid, revolutionerende bærbar musikafspiller, der fuldstændigt vendte op og ned på branchen. Den sidste af de klassiske iPods blev sendt på markedet i 2007 - samme år som Apple lancerede den første iPhone.
Nu har en udvikler, Guy Dupont, bragt nyt liv til den klassiske iPod. Han har modificeret den (2004-modellen), så den kan streame musik via Spotify. Et helt anderledes koncept end den originale iPod, hvor al musik var lagret på selve enheden. Den var i starten dens force, mens det i dag ikke ville været ret brugbart, nu hvor de fleste streamer musik via nettet.
Modificere er måske så meget sagt, for Dupont har udskiftet det meste. Det eneste der er tilbage af den originale iPod er kabinettet og det ikoniske klikhjul. Al indmaden er udskiftet, og der er skrevet ny software. Hjernen er en Raspberry Pi Zero W, som er kombineret med en Micro-USB connector, en ny skærm og et batteri. Med den rette software - som skaber en brugergrænseflade, der ligner den originale - er projektet komplet. Se video, nedenfor for en mere detaljeret gennemgang af det interessante projekt,
Prisen holder sig under $100. Vil du selv igang, så læs mere på Duponts Hackaday-side.