US Federal Trade Commission og Apple holder møder om sikkerheden i Apple Watch

The United States Federal Trade Commission (FTC) har haft flere møder med repræsentanter fra Apple i løbet af de seneste måneder. Formålet har været at diskutere Apples politik for beskyttelse af sundhedsdata. Det skriver Reuters. FTC vil sikre sig, at de data der bliver indsamlet via iPhonen, og det kommende Apple Watch og lagres i Health-appen, ikke bliver brugt til noget uden brugerens udtalte accept. Eller sagt med andre ord: At Apple ikke sælger de indsamlede data til andre, ejheller tillader tredjepartsudviklere at gøre det, uden at brugeren er indforstået med det.
Der er ikke tale om at FTC er bange for at Apple ikke overholder reglerne, men mere en form for sparring, som en anonym Apple-talsmand betegner som værende givende. FTC har afvist at kommenterer oplysningerne.
Apples politik for udvikleres brug af HealthKit understreger at data kun må lagres på folks egne telefoner og ikke iCloud, og at apps der forsøger at lagre sundhedsdata i iCloud vil blive afvist. Retningslinjerne siger også, at data ikke må deles med andre uden brugerens accept.