
Der er stor uenighed omkring designet af brugergrænseflader internt hos Apple, skriver fastcodesign.com. Stridens kerne er brugen af skeuomorfismer i Apples programmer. Skeuomorfisme er når man eksempelvis bruger designelementer og/eller funktioner, der var nødvendige i den oprindelige ting. Det kunne være, når en mobiltelefons ringetone lyder som en gammeldags telefon, eller når et digitalkamera lyder som et spejlreflekskamera, når det tager et billede. Det kunne også være, når tekstbehandlingsprogrammer imiterer en A4-side på skærmen, eller når et kamera tilføjer digital støj til et billede, for at imitere gammeldags film. Det behøver dog ikke være relateret til elektroniske ting. En lampepære, der er formet som flammen på et lys, er også en skeuomorfisme, lige som plastik der skal ligne træ er det.
Skeuomorfismer skal hjælpe folk
Hos Apple kunne eksempler være, at Game Center ligner et spillebord med grøn filt eller at Find Venner skal ligne en læderindbundet bog. iBooks gør også heftigt brug af skeuomorfismer, for eksempel på den måde siderne rulles op på etc. Et af de mest omdiskuterede eksempler er dog iCal til Mac.
Ideen med disse skeuomorfismer er, at de umiddelbart skal fortælle folk, hvad man har med at gøre. En app der ligner og opfører sig som en rigtig bog, er meget nem at bruge, også for folk der ikke har prøvet det før, fordi man bare gør som man plejer. I virkeligheden er det dog slet ikke nødvendigt. Man kan sagtens lave en ebogslæser uden at imitere sider der krøller, hjørner der kan bukkes og så videre.
Den oprindelige funktionalitet skal være velkendt
Argumentet mod brugen af skeuomorfismer er, at den oprindelige funktion i mange tilfælde er ukendt for folk, hvorved skeuomorfismen mister sin berettigelse. Hvis aldrig man har hørt en gammeldags telefon med drejeskive ringe, så giver det ingen mening, at bruge lyden i en mobiltelefon, fordi det ikke får folk til at associere med en telefon, der ringer. Har man aldrig set en makulator, giver det ingen mening at bruge denne effekt i software, for at vise at noget bliver slettet, som Apple gør i Passbook. Hvis skeuomorfismer skal have en berettigelse, skal den oprindelige funktionalitet være velkendt, er argumentet.
Apples folk delt i to lejre
Hos Apple er Scott Forstall, der leder udviklingen af iOS tilhænger af at bruge skeuomorfismer i Apples software. Han fik støtte fra Apples nu afdøde topchef, Steve Jobs, der endda udstak det som en designretning for Apples produkter. Apples chefdesigner Jonathan Ive derimod, finder brugen af sådanne ting smagløst.
Apples folk er delt i to lejre; for og i mod brugen af skeuomorfismer. Hvem der har overtaget, eller om det stadig er noget tilfældigt, hvor Apple bruger skeuomorfismer, får vi måske en hint om i aften, når den nye iPhone og iOS 6 endeligt bliver præsenteret.
Scroll ned for at se kommentarer
Interessant artikel.. Det bliver spændende i aften! Nogen der skal ind til 3's arrangement i Dansk Design Center?
@alc
Selvom 3 har inviteret mig, så må jeg jo blive hjemme og service iPhoneguides læsere. Det plejer at være så stressende, at jeg ikke også kan overskue at forholde mig til alt muligt andet. Men god fornøjelse, til dem der skal.
Det kan se pænt ud med skeuomorfismer, men ville egentlig ikke bryde mig om at se Find Venner stilen i alle deres apps.
Jeg håber at de beslutter sig til at holde sig til een stil og gennemfører den - deres apps bør se ens ud i et vist omfang.
Det optimale ville dog være at lave en standard for "skins" og åbne op for custom skins (jeg tænker f.eks. på Winamp).
Ved at håbe og ønske kommer man ikke langt, så istedet gav jeg dem lige noget feedback :-)
http://www.apple.com/feedback/iphone.html
Gav lige citronen et vrid ekstra ved at nævne merchandising (e.g. Harry Potter, Iron Man, Avatar skins solgt igennem iTunes), og hvis ikke det bliver en åben standard, så er der jo altid Cydia :-)
Sandsynligheden er dog lav for at det bliver til noget, selv om det klart ville være et unique selling point.
John B efter at have brugt Winamp altid, er det klart det program jeg bruger som min ledetråd til succes i programmering. Trods det åbne system er der alligevel en vis kontrol og mulighederne er uendelige. Utroligt legetøj. Håber Apple vil bruge det i deres musikapp engang.
Jeg kan nu meget godt lide dem... Især på en iPad er det fedt :-D
Jeg synes det er fedt at apples egne apps er så forskelligartede som de er, ellers ville systemet altså blive for homogent/sterilt.
Jeg hører til dem som finder skeuomorfismer overføldige og til tider direkte grimme. Fx irriterer det mit øje grænseløst at der i Kalender er "afrevne papirstumper" foroven - og så endda de samme uanset hvor jeg bladrer hen - eller at Kontakter ligner en bog på 10 sider, uagtet der kun er to ark og der ikke en gang er animeret "bladring" mellem dem.