iTunes er et af de mest bruge programmer, når folk med Apple-grej skal høre musik og se film. Årsagen er at iTunes i sin tid var et krav, når man skulle have musik over på sin iPod. Siden er der selvfølgelig kommet tjenester som Netflix og Spotify, men iTunes var altså det program der stod for selve overførslen samt organiserede ens musik i et musikbibliotek. Siden er der også kommet film på programmet. Millioner af iOS- og Mac-brugere har altså et musik- og video-bibliotek liggende i iTunes. Det kan man tilgå direkte på ens computer eller man kan streame det til en Apple TV-enhed. iTunes fungerer her som en medieserver.

Det største problem med iTunes som server er, at ens computer hele tiden skal være tændt. Mange har løst det ved at droppe iTunes og satse på en tredjepartsløsning som Plex, der i nogle tilfælde kan installeres på en lille NAS-boks, så man slipper for at have computeren kørende konstant.

Mac Mini er god som iTunes-server - men dyr

Den typiske Apple-løsning har været at anskaffe sig en Mac Mini (eventuelt brugt) og benytte den som iTunes-server enten koblet direkte til ens TV eller via stream til Apple TV og andre iOS-enheder. En fin og solid løsning omend i den dyrere enda af skalaen. Det er voldsomt overkill at benytte en computer i den kaliber alene som medieserver.

Jeg har et meget bedre og billigere forslag. Den eneste hage er i virkeligheden at det sker på bekostnings af Apples hardware. Jo, vi snakker Windows. Forklaring følger.

For at kunne oprette en iTunes-server, er det eneste krav i virkeligheden af ens hardware kan afvikle iTunes. Det kan en Mac selvfølgelig, men iTunes findes også til Windows. Derfor kan man i praksis bruge en hvilken som helst Windows-computer til formålet. Det vil vi selvfølgelig ikke. Vi vil gå efter en der egner sig specielt godt til formålet, og ikke har flere kræfter end vi har brug for. På den måde kan vi nemlig få den billigst muligt.

Intels alt-i-et-løsning er det smarte valg

Navnet på denne er "Compute Stick". Det er en ultra lille dims udviklet af Intel. Den er ikke større end en forvokset USB-pind, men indeholder et fuldblods Windows-computer med rigelige kræfter til vores formål. Det bedste er, at den kan købes for 700-800 kroner afhængigt af, hvor meget lagerplads der skal være på den. Mit forslag er at anskaffe et ekstern drev, og lægge alle film og musik på dette. Du kan også benytte microSD-kort op til 32GB, hvis du eksempelvis kun har musik liggende.

Fordelene ved Compute Stick sammenlignet med eksempelvis en Mac Mini eller en NAS-løsning med Plex er, at udover at den er billig, at den bruger utrolig lidt strøm (ganske få watt) og ikke fylder mere end man kan tage den med i lommen. Samtidig er den nem at installere, da den bare ryger direkte i TV'ets HDMI-port. Den skal desuden have strøm fra en stikkontakt. Ud over de nævnte ting skal man bruge et tastatur og en mus/pegefelt.

Opsætningen

Opsætningen er selvfølgelig lidt mere tidskrævende end med en Mac, der kommer præinstalleret med iTunes, men det er omvendt ikke sværere end at alle kan være med.

Stickemn kommer med Windows præinstalleret, så det første man skal gøre, når den er sluttet til og tændt er at få tastaturet til at virke. Det nemmeste er at benytte et med kabel. Herefter skal der oprettes forbindelse til hjemmets Wi-Fi og der skal opdateres drivere. Er man ikke vant til Windows er det måske lidt bøvlet, men det skal kun gøres denne ene gang.

Når det er på plads, har man en fuld Windows-computer til rådighed. Herefter er det bare at installere iTunes og få importeret/oprettet ens iTunes-bibliotek fra ens Mac. Det anbefales at gøre det via kablet netværk, da en trådløs overførsel kan tage meget lang tid. Husk at slå hjemmedeling til når biblioteket er på plads, så dine andre enheder får adgang til biblioteket.

Resultat: En billig, lille, og strømbesparende løsning

Når alt er på plads, har man en iTunes-server kørende, som både kan bruges i det TV, hvor den sidder, men som også kan streame til alle husets andre enheder via Hjemmedeling. Det værende sig Apple TV eller iOS-enheder.

For under 1.000 kr har man altså fået en lille og god iTunes-server, der kan være i drift døgnet rundt uden at bruge ret meget strøm.

Hvis du sværger til eksempelvis Plex, kan du selvfølgelig benytte sticken til at køre en Plex-server på samme måde som en iTunes-server. Tjek dog lige Plexs ydelseskrav inden du går i gang.

Scroll ned for at se kommentarer