Printerproducenten Brother har i løbet af sommeren lanceret en bærbar printer specielt til iPhone- og iPad-brugere. Onx.dk har haft printeren, der bærer det lidet mundrette navn "PocketJet PJ-763MFi", til test i nogle uger.

Printeren er den mindste rigtige printer jeg nogensinde har set. Med rigtige mener jeg en printer der kan udskrive på A4-ark. Den måler kun 255 x 55 x 30 mm, hvilket nogenlunde kan sammenlignes med en rulle staniol, dog lidt smallere. Den er med andre ord så lille, at man kan have den med i tasken. Vægten er ret massiv og afslører at printeren er pakket med teknik.

Designet er sort plastik, der ligger så langt fra Apples elegante design som man næsten kan forestille sig. Vi snakket metervare kontor-design af den kedelige og anonyme slags. Den lille størrelse gør dog, at en alligevel efterlader et godt og moderne indtryk. Den skal dog absolut ikke købes for designets skyld.

8 sider i minuttet, 300 dpi

Specifikationerne lover 8 sider i minuttet i en kvalitet på 300 dpi. Udskrivningshastigheden holder fint i min test, omend den kun tager et papir ad gangen, så i virkeligheden kan det ikke bruges til så meget, men mindre man er ret hurtig på fingrene til at føde den med papir. En så lille printer kan naturligvis ikke have en papirbakke med plads til 100 ark. Til gengæld kan den bruge papirruller, hvorfor man alligevel kan udskrive flere sider ad gangen. Kvaliteten af printet er i orden, når man tager med hvad den skal bruges til, nemlig at levere udskrift på farten. Det kunne være en faktura til en kunde, følgesedler, kontrakter, et print med måleresultater etc. Så må man gemme de forkromede farveudskrifter til kontoret.

Til printeren fås et batteri, der fuldt opladet er nok til omkring 600 A4-ark, hvorfor man kun sjældent behøver at lade den op, og kan lade strømforsyningen ligge derhjemme. I en tid hvor man er vant til daglige opladning af sine gadgets, er de ganske fremragende med så lang batteritid.

Specielt udviklet til Apples iPhone og iPad

PJ-763MFi er som skrevet specielt udviklet til iPhonen og iPaden. Man kan dog installere drivere, så den eksempelvis kan bruges på desktoppen med macOS eller Windows. Den kan også bruges med Android. Jeg har alene testet den med udskrivning fra iOS for øje. Det er på farten den har styrken, og det er her jeg har testet den.

Kommunikationen med iPhonen eller iPaden sker via Bluetooth. Det er nemt at sætte op. Parringen foregår hurtigt og nemt, som vi kender det fra andre Bluetooth-enheder. Til gengæld er udskrivningen ikke speciel smidig. Faktisk lidt kluntet. Første gang jeg skulle skrive ud, gik jeg ind i Safari og fandt en hjemmeside. Via Safaris delingsmenu valgte jeg Udskriv, kun for at finde ud af at printeren ikke var at finde her. Den udskrivningsfunktion der er i Safari og alle andre iOS-apps er alene beregnet til trådløse printere, der kommunikerer via Wi-Fi. Det gør PJ-763MFi ikke.

Kluntet app til udskrivning

Det er noget af en streg i regningen ikke at kunne benyttes systemets print-funktion. Det betyder, at hver gang man skal printe, skal man åbne Brothers egen app til formålet. Problemet er, at det bliver unødvendigt besværligt. Desuden gar man ikke adgang til alle dokumenter på iPhonen. Eksempelvis kan jeg ikke printe et vedhæftet dokument i en mail uden at skulle en snørklet omvej via lagring i Dropbox. Heller ikke ens dokumenter i iCloud Drive, er der adgang til. Uanset om det er Apple eller Brother, der er skyld i dette, er resultatet at udskrivning bliver besværlig og endda umulig i nogle tilfælde, hvor man vil udskrive fra en specifik app. Det gør jo desværre PJ-763MFi noget mindre brugbar end jeg havde regnet med.

Til gengæld har Brother nogle åbne API'er, så udviklere af apps kan indbygge printfunktionalitet direkte i deres apps. Jeg tror ikke vi skal håbe på, at det sker over en bred kam, men det er relevant, hvis en virksomhed får udviklet en intern app, og gerne vil tilbyde udskrivninger via PJ-763MFi. Det kunne være i et setup, hvor en iPaden fungerer i en kassesystem, og PJ-763MFi fungerer som bonprinter.

Termisk udskrivning på specialpapir

At se på PJ-763MFi som en bonprinter er faktisk ikke helt forket. Den printteknologi der benyttes i printeren er nemlig identisk med den der sidder i mange bonprinterere. Det vil sige en termisk teknologi der fungerer uden blækpatron eller toner. I stedet anvendes en bestemt type papir, der når det opvarmes bliver sort. Når printeren udskriver, sidder der således et printhoved der ikke printer, men opvarmer papiret de rigtige steder. Det er ganske smart og pladsbesparende. Til gengæld betyder det at man skal bruge en bestemt type termisk papir. Bruger man almindeligt kopipapir kommer der intet ud, når man udskriver. Det har to ulemper. For det første er denne type papir lidt pebret. og for det andet kan man ikke i en snæver vending låne et stykke almindeligt papir til sine udskrifter. Har man ikke det særlige termiske papir, kan man ikke udskrive.

Målrettet profesionelle med særlige behov

Det skinner i gennem, at printeren henvender sig til professionelle folk med særlige krav om at kunne udskrive på farten. Folk for hvem det mobile aspekt overskygger prisen og de nævnte ulemper. Det kunne være en sælger, der har printeren tilknyttet sit eget system, og bruger den til at udskrive kontrakter, ordrebekræftelser eller pakkelabels på farten. For den helt almindelige bruger, som eksempelvis en studerende eller en hjemmekontorist, vil en printer som PJ-763MFi ikke være velegnet. Den er for dyr og for besværlig. Det er professionelle med helt særlige krav, der er målgruppen. Den slags folk har vidt forskellige krav, og derfor er det svært for mig at komme med en entydig anbefaling af PJ-763MFi, da jeg af gode grunde ikke kan teste disse situationer. Jeg nøjes derfor med at konkludere, at PJ-763MFi-konceptet er rigtigt spændende. I de rette hænder og med den rette software, er jeg sikker på at den kan være et ganske godt og brugbart værktøj for professionelle folk på farten. For os andre, der bare skal udskrive lidt små ting i ny og næ, findes der bedre alternativer.

Brother PocketJet PJ-763MFi koster 6248,75 kroner. Du kan læse mere hos Brother. Til printeren findes et stort udvalg af tilbehør. Blandt andet monteringssæt til bilen, batteri, opladere, opbevaringsbokse, og 12 volt adaptere.

Scroll ned for at se kommentarer