To af de største danske teleselskaber, Telia og Telenor, slår sig sammen i Danmark, oplyser de i en pressemeddelelse. Samarbejdet kommer til at fungere som en såkaldt joint venture, hvor to moderselskaber ejer 50% hver.

Samlet vil det nye selskab have 3,5 millioner mobilkunder og sidde på 40% af det danske marked. Omsætningen vil være omkring 9 milliarder kroner.

Telia og Telenor begyndte i 2012 at samarbejde omkring deres respektive netværk, der blev slået sammen til ét. Af pressemeddelelserne fremgår det, at en regulær sammenlægning af de to selskaber i Danmark, var den eneste vej frem, hvis der skulle kunne tjenes penge.

“Konkurrencen i Danmark er intens, og vi ser et fortsat pres på omsætning og indtjening, så en konsolidering var den eneste løsning.“ siger Kjell-Morten Johnsen, Executive Vice President og chef for Telenor Region Europa.

Executive Vice President og chef for region Europa i TeliaSonera, Robert Andersen, supplerer: ”Det er et naturligt og nødvendigt skridt at etablere et fælles selskab sammen med Telenor, hvor vi bygger videre på vores eksisterende netværkssamarbejde. Ved at slå vores kræfter sammen kan vi sikre fortsatte investeringer i Danmark.”

Sammenlægningen kræver godkendelse af EU Kommissionen. Parterne forventer EU-godkendelse og gennemførelse af handlen i løbet af 2015. Selskaberne vil fortsætte med at være uafhængige og vil operere selvstændigt frem til gennemførelsen af aftalen.

Scroll ned for at se kommentarer