Telia dropper iPhone 6-venteliste for hurtigere levering

Telia har i år besluttet at droppe muligheden for, at man kan blive opskrevet på venteliste til køb af den nye iPhone. Til gengæld har Telia oprettet en sms-service, hvor de løbende orienterer om hvornår salget stater i butikkerne og i deres webshop.
David Engstrøm fra Telias kommunikationsafdeling fortæller til iPhoneguide, at "det simpelthen er et spørgsmål om at få en så succesfuld lancering som muligt, ved at skære unødig ventetid væk. Med ventelisten var det jo sådan, et mange kunder skrev sig op flere steder, og det gjorde, at ikke alle gennemførte købet, når det blev deres tur, fordi de så allerede havde købt den et andet sted. Det betød derfor, at disse iPhones lå i 48 timer og ventede på, at den næste i køen fik muligheden. Det undgår vi nu ved i stedet at introducere vores sms-service."
Salget af iPhone6 starter i Danmark den 26. september, og flere af Telias butikker holder midnatsåbent. Hvor mange og hvilke butikker der holder åbent til denne såkaldte Late Night, er ikke afgjort, da Telia ikke ved, hvor store leverancer de får fra Apple.
Opdatering: iPhone6 kan forudbestilles hos Telia fra 19. september.
Læs mere og tilmel dig Telias sms-service her: www.telia.dk/iPhone