Telia: 4G har overhalet 3G

Der bliver nu hentet mere data over LTE end 3G viser nye tal fra Telia, der nu dækker 80% af danskerne med LTE.
Nye tal fra Telia viser, at selskabets kunder for første gang bruger mere data via 4G end 3G. Brugen af LTE, som 4G mere korrekt kaldes, blev firedoblet sidste år, og det var lige præcis nok til at overhale 3G, hvor brugen kun steg 20%.
Ifølge Telia er forklaringen højere hastighed, en forbedret dækning og mere indhold. Samt ikke mindst at flere og flere smartphones understøtter LTE.
Telia fortsætter udrulningen af 4G til endnu flere danskere i løbet af 2014, hvor hastigheden også skrues i vejret. Så tiden, hvor 3G dominerede, og 4G var højhastighedsnet til de heldige få, tør Telia godt dømme definitivt ovre. I øjeblikket når Telia ud til omkring 80% af danskerne med deres LTE-netværk.