Telenor har i den grad presset prisen i bund på iPaden. Konkurrenterne bliver efterladt i støvet. Prisen er så lav, at det faktisk er billigere at købe en iPad 3G med mobilt bredbånd hos Telenor, end at købe den uden abonnement. Prisen på en iPad 16GB 3G er således 4.599 kr hos konkurrenter uden abonnement, mens Telenor sælger den for 4.525 kr inkl. 5GB mobilt bredbånd. Er man kunde hos Telenor i forvejen sparer man yderligere 100 kr.

Der burde jo ikke være så meget at rafle om; skal man have en iPad skal man købe den hos Telenor. Selv hvis man smider simkortet i skraldespanden og køber et abonnement hos et andet selskab sparer man penge. Endnu større bliver besparelsen, hvis man havde tænkt sig at købe en iPad uden abonnement og så for eksempel købe 3's specielle iPad-abonnement. Her koster 1GB/måned 843 kr over 6 måneder. Så er besparelsen hos Telenor pludselig omkring 1.000 kr.

Har man slet ikke brug for mobil bredbånd er det selvfølgelig billigere at købe modellen uden 3G, hvor priserne starter ved 3.799 kr.