Tegninger af iPhone 7-bagside lækket?

Der er dukket et billede frem, der eftersigende skulle forestille en computer visende designtegninger til den kommende iPhone 7. Det skriver NowhereElse.fr.
Billedet viser bagdelen af iPhoen set både inde og ude fra. Mest bemærkelsesværdigt er det, at de antennelinjer der på iPhone 6/6s går tværs over bagsiden er forsvundet. De er dog stadig rundt i kanten nederst og øverst.
Tegningerne peger også i retning af ændringer i kameraet. Hullet til kameralinsen ser i hvert fald ud til at være større end på de nuværende iPhones. Hullet er også tættere på kanten af iPhonen. Der har været rygter om at den kommende iPhone 7 måske ville fået et dual kamera-design, men det fremgår ikke af disse tegninger. Omvendt forstiller tegningerne den regulære iPhone 7, hvor dual kameraet måske er reserveret til den store iPhone 7 Plus.
Ellers går et af de mest interessante rygter på, at den næste iPhone vil være uden jack-stik til hovedtelefoner. Det hjælper disse lækkede tegninger dog ikke med at afgøre, da vi ikke kan se iPhonen fra bunden. Ifølge kilden til billedet er bagstykket marginalt tyndere end på den nuværende iPhone.
Billedets autencitet kan ikke bekræftes, men for to år siden var der lignende billeder i omløb af den dengang ikke frigivne iPhone 6. De viste sig at være korrekte.
Det forventes at Apple lancerer den nye iPhone 7 i september eller oktober. Allerede den 21. marts har Apple dog indkaldt til pressevent med andre nyheder.