TDC snart klar med mobilopkald via Wi-Fi

I USA har iPhone-brugere i et stykke tid kunne foretage helt almindelige mobilopkald via Wi-Fi. Teknologien hedder Generic Access Network (GAN) eller Unlicensed Mobile Access (UMA) men kaldes populært for Wi-Fi Calling. En betegnelse som blandt andet Apple bruger, og som gør at også andre end ingeniører forstår havd det handler om. Pointen er ganske enkelt, at man kan få adgang til teleselskabernes mobilnetværk via IP-netværket. Det vil sige at man kan foretage helt almindelige mobilopkald selvom der ikke er mobildækning. I stedet dirigeres trafikken via det almindelige netværk. Det er ganske smart eksempelvis indendøre, eller andre steder hvor man oplever dårligt signal.
For at teknikken skal virke kræver det at både teleselskab og telefon understøtter det. Alle iPhones nyere end iPhone 5s/c understøtter Wi-Fi Caling, så det handler bare om at teleselskaberne kommer i sving. I USA har det som skrevet været en mulighed et stykke tid, mens der endnu ikke er nogle danske selskaber, der tilbyder det. Underligt nok, for det kan jo være med til at aflaste deres mobilnet, eller sikre deres kunder bedre dækning på hjemmeadressen, på arbejdspladsen etc.
TDC er dog som de første ved at være klar. I øjeblikket testet de mulighederne, og forventer at være klar senere på året.
Teknikken stiller ikke de store krav til netværket. En almindelig bredbåndsforbindelse er nok. Det er heller ikke noget problem, hvis man forlader Wi-Fi-nettet midt i en samtale. Der skiftes så helt automatisk over til det normale mastebaserede net uden at man mærker det.