Stor forvirring om lille ny iPhone

Rygterne omkring den (måske) kommende fire tommers iPhone ændrer sig nærmest på daglig basis. Den ene dag forlyder det, at den bliver en lille udgave af iPhone 6s, den anden at den snarere bliver en slags opgraderet udgave af iPhone 5s. Dette gælder både designet og indmaden. Det pudsige er, at det er de samme medier og de samme kilder, der hele tiden ændrer opfattelse.
Seneste nyt, som 9to5mac har støvet op, er at iPhonen med navnet iPhone 5se får den samme processor som sidder i iPhone 6s, altså A9. For et par dage siden, var de ellers sikre på at den ville få en A8, som sidder i iPhone 6. Tilsvarende har det været med designet. Her svinger det også mellem et design ala iPhone 5s og et som iPhone 6s.
En af forklaringerne på de mange forskellige udmeldinger kan være, at Apple har testet flere forskellige prototyper med forskellige specifikationer og udseende. De tidligere lækkede oplysninger kan derfor i virkeligheden godt alle være sande. Det selvfølgelig med den logiske slutning, at Apple kun sender en af dem på gaden. I øjeblikket peger det så i retning af den med den hurtige A9 processor.
Eller også er der faktisk tale om to forskellige enheder. At Apple altså har planer om at lancere to nye små iPhones. En billig med moderate specifikationer og en dyrere model med topspecifikationer.