Steve Jobs: Endelig har jeg knækket nødden

Der har været rygter om et Apple TV, og her mener vi et fjernsyn og ikke den nuværende Apple TV-boks, i et godt stykke tid. Af den kommende Steve Jobs-biografi fremgår det, at Jobs har været meget interesseret i at gøre for TV-brancehn hvad Apple har gjort for computer- og musik-branchen. Det vil sige lave et produkt, der er nemt at gå til og ikke kræver 117 fjernbetjeninger, opsætninger og så videre.
Problemet for Apple har været, at markedet har været styret af diverse kabeloperatører, der med deres settopbokse, har gjort det svært for Apple, at se en åbning i markedet. Apple TV har været de spæde forsøg på det, men hidtil har det ikke været den helt store succes.
Inden Jobs døde, udtalte han dog under et interview til biografien, at han "endelig havde knækket nøden", skriver Washington Post.
"Jeg vil lave et integreret TV der er fuldstændigt nemt at bruge. Det vil være sømløst synkroniseret med alle dine enheder og med iCloud. Man behøver ikke længere at fumle med fjernbetjeninger til DVD-afspillere og kabelkanaler. Det vil have det mest simple brugerinterface, du kan forestille dig. Endelig har jeg knækket nødden", siger Jobs således i bogen.
Hvad han helt præcist mener med "at have knækket nødden", er til gengæld lidt uklart. Det kan være et Apple-fjernsyn, men det kan også bar være iCloud, han henviser til.