Der er mystik omkring et foretagende, der søger folk til stemmeprøver på forskellige danske dialekter. Formålet er at hjælpe en "ny smartphone-stemmegenkendelses-software" med at forstå dansk. Hvem der står bag er ikke umiddelbart til at finde ud af, hvilket jo straks peger på Apple - eller CIA. Det eneste sted foretagende giver sig til kende er på en Facebook-side, hvor de kalder sig "Smart Speech DK" og søger efter folk til stemmeprøver. Alle deltagere får en betaling på 320 kr for ulejligheden. I sidste uge har de været i København, mens de i ugerne fremover rykker ud i resten af landet.

Ikke at der er nogen som helst forbindelse mellem projektet og Apple. Der er ikke umiddelbart noget personsammenfald, telefonnumre, der går igen eller noget andet, der kan kæde de to ting sammen. Og så alligevel. Jeg har hørt fra nogle af dem, der har afgivet stemmeprøver, at når de spurgte til, hvilket firma, der stod bag projektet, fik de at vide, at det kunne de ikke få oplyst, men den tilføjelse, at "man jo kunne tænke lidt over det", med slet skjult henvisning til, at stemmeprøverne foregik til iPhones.

Om der er noget i sagen eller ej, skal jeg selvfølgelig lade være usagt - det er ren spekulation. Det interessante er selvfølgelig heller ikke, om det er Apple eller nogle andre, der står bag, men at der er en udvikling på vej. Dansk er et lille sprogområde, og hvis ikke vi skal blive sejlet helt agterud, er det bidende nødvendigt, at vi følger med udviklingen, så vi også kan kommunikere med vores forskellige elektroniske enheder på vores modersmål. Vi skal nok ikke forvente, at folk i det store udland (læs USA) går specielt meget op i, at få dansk inkluderet, når det handler omtale forståelse etc. så måske kunne man endda se det som en samfundsopgave, at få udviklet nogle ordentlige værktøjer til dansk talagenkendelse og -gengivelse. Derfor er det meget interessant, hvis der alligevel er nogle ting i gang fra kommercielle udenlandske partnere - om det så er Apple eller en tredie part.

Apple har allerede dansk stemmekontrol i iOS, men super velfungerende er det ikke. For et års tid siden købte Apple et firma kaldet SIri, der laver en app, hvor man via stemme kan styre en lang række ting. Siden da, har der været meget stille omkring dette, men Apple har selvfølgelig ikke købt firmaet for sjov. Mon ikke de påtænker, at gøre funktionerne til en del af iOS, og derfor kræver en lidt mere velfungerende taleforståelse på dansk og alle de andre sprog iPhonen understøtter?

Scroll ned for at se kommentarer

Onlime

Passer du godt på dine data?

Ville det ikke være surt at miste alle dine fotos fordi din iPhone går i stykker? Sørg for at tage backup nu! Onlime tilbyder ubegrænset backup af alle dine enheder i skyen.