Spotify vil til at konkurrere direkte med Sonos' trådløse musiksystemer såvel som Apples AirPlay. Der sker via et nyt initiativ kaldet "Spotify Connect". Det skulle egentlig først være præsenteret i morgen, men allerede nu er nyheden altså sluppet up.

Helt kort fortalt er Spotify Connect en pendant til Apples AirPlay, det vil sige en måde til at afspille musikken fra ens iPhone på enheder rundt om i hjemmet. 10 producenter, der blandt andet tæller B&O, Denon, Argon med flere, er med på vognen i første omgang. Musikken streames så direkte fra iPhonen til de pågældende enheder, som man kan vælge via en lille knap i Spotifys iOS-app - helt som vi kender det fra AirPlay.

Spotify vil selv kontrollere oplevelsen

I det hele taget er Spotifys løsning ikke specielt anderledes end den Apple allerede leverer. Pointen er mere, at Spotify selv vil stå for det, i stedet for at være afhængige af, at producenterne af musiksystemer integrerer eksempelvis AirPlay.

Spotify centraliserer altså oplevelsen. Fra bare at være musikleverandør, som folk kunne brugge på diverse enheder efter egen smag og ønske, vil Spotify nu selv kontrollere en større del af oplevelsen, så man uden mellemled kan streame direkte til en højttaler eller en forstærker.

Flere ubesvarede spørgsmål

Et af de store spørgsmål er, at folk er villige til at investere i et premium-abonnement hos Spotify, for at få fingre i Connect. Spotify har nemlig ingen planer om, at lade Connect være en del af den gratis service, som Spotify også tilbyder. Et andet er, om folk også vil investere i den nødvendige hardware, det vil sige musiksystemer, der understøtter Connect.

I modsætning til Sonos, hvor man kan vælge mellem mage forskellige musikservices, er Spotifys ide, at man kun skal kunne streame deres egen tjeneste. Der bliver altså intet fælles interface, så man også kan streame eksempelvis WiMP eller TDC Play til sin forstærker. Dermed risikerer man både som forbruger og hardwareproducent at blive fastlåst til en enkelt musikudbyder. Specielt for producenterne af musikgrej, kan man undre sig over, at de ikke er mere interesserede i at stille musikken fri, men lader sig binde til Spotifys løsning.

Spotify oplyser, at Connect i første omgang kun kommer til at virke med iPhonen og iPaden. De arbejder på en Android-udgave, men har ingen planer om opdateringer til Windows Phone eller BlackBerry.

Scroll ned for at se kommentarer

Onlime

Passer du godt på dine data?

Ville det ikke være surt at miste alle dine fotos fordi din iPhone går i stykker? Sørg for at tage backup nu! Onlime tilbyder ubegrænset backup af alle dine enheder i skyen.