Spejlvendte emojis og rødhårede emojis på vej

The Unicode Consortium, der blandt andet står bag den meget vigtige standardisering af emojis, har foreslået understøttelse af spejlvendte emojis. Det vil sige at en emoji der viser en bil der eksempelvis kører fra venstre mod højre også kan vise en bil der kører den anden vej. Ifølge forslaget skal producenten, i dette tilfælde Apple, selv kunne vælge hvilke emojis der skal kunne spejlvendes.
En ligegyldig og triviel ting måske, men på den anden side er der sikkert steder i verden hvor man ser tingene fra den anden side, om man så må sige. For mange ting giver det ikke mening at spejlvende det, mens det for specielt ting i bevægelse eller hænder giver god mening.
Der er kun tale om et forslag, så om det bliver indført i standarden er uvist. Hvis det gør kan det passende komme med i den revidering af emojis der er planlagt til anden halvdel af 2018. Her kommer der en del nye emojis som eksempelvis ansigter med rødt hår, med afrohår eller helt uden hår samt en masse andet. Du kan se alle kandidaterne til nye emojis her: www.unicode.org/emoji/future/emoji-candidates.html
Hvis alt går efter planen vil de nye emojis være klar når iOS 12 bliver frigivet næste år.