Hvis du interesserer dig for teknologi og videnskab, kender du måske The Slow Mo Guys. Det er to engelske mænd, Gavin Free og Daniel Gruchy, der filmer alt muligt med super slow-kameraer. Alt fra et menneske der hopper gennem en rude til alt muligt der eksploderer. Det hele udgives i en række videoer og konceptet minder en del om Mythbusters. Kender du ikke The Slow Mo Guys, så tjek dem ud på YouTube. Gå efter de oprindelige videoer hjemme fra baghaven og ikke dem der er produceret som såkaldte "YouTube Originals", da de er for kommercielle og poppede.

Ellers så start bare lige her, hvor den kreative halvdel af duoen, Gavin Free, filmer Apple Watch' funktionalitet til at tømme sig selv for vand. Funktionaliteten er hverken ny eller ukendt, men videoen der viser det i slowmotion, er ret interessant.

Funktionen aktiveres på Apple Watch, når uret har været i svømme-tilstand og man drejer på den digitale krone. Så sættes urets højttalere til at vibrere, så vandet sprøjtes ud. Se det selv herunder.