Samsung er verdens største mobilproducent. De sidste 3-4 år har de haft massiv succes med at lægge sig i Apples slipstrøm. Mens en anden sov i timen, var Samsung lynhurtige til at opfatte den tendens Apple satte igang med at mobiltelefoner nu skulle kunne andet og mere end at ringe. Nu skulle alle pludselig have en smartphone, og det leverede Samsung til en fornuftig pris. I enkelte tilfælde med rene kopier, men ellers bare løseligt inspireret af Apples ideer om, hvordan man skruer en telefon sammen. Og folk har elsket det. Samsung har solgt millioner af især de billige telefoner. Samsung er blevet store på, at mobilkunderne ikke var så loyale, som eksempelvis Nokia gik rundt og troede. Kom med en fornuftig telefon til en god pris, så er det såsom så med loyaliteten til det bestående.

Samsung er presset

Der begynder dog at komme mislyde fra de ellers så velsmurte Samsung-tandhjul. Samsungs strategi har været at skyde med spredehagl. Ethvert individ på kloden har været Samsungs målgruppe, og da der stort set ikke har været nogen reel konkurrence, Apple er jo gået efter en specifik del af markedet, har Samsung haft kronede dage. Det har de ikke længere. Samsungs overskud er raslet ned til det laveste niveau i flere år.

I Kina og Indien, som tilsammen udgør mere end en tredjedel af jordens befolkning, er Samsung ikke længere nummer 1. I begge lande har lokale producenter taget over. Netop den lokale forankring er en af årsagerne til succesen. Samsung vil være alle steder, og mister derved de lokale særkender, der kan give dem fordele i de enkelte lande. Kun amerikanske mærker, som stadig har en særstatus i hele verden, kan slippe afsted med det. Det går ikke for Samsung, for hvor mange går rundt og drømmer om at udleve den koreanske drøm? Nej, vel?

Kineserne kan sælge til det halve

De lokale producenter derimod kender deres marked meget bedre end Samsung, og samtidig er de villige til at sælge rigtigt billigt, for at få en del af kagen. I Kina sælger Xiaomi, der kun har været i branchen i fire år, telefoner til halvdelen af prisen på en Samsung. Vel at mærke med samme specifikationer.

Samsung er ved at lære, at en meget stor del af dem, der har købt en Samsung-telefon ikke har gjort det af nogle andre grunde end prisen. Folk har ikke valgt Samsung på grund af brandet. Folk er loyale over for én ting, og det er en god pris. Når kineserne tilbyder kunderne en telefon til det halve, så tager de selvfølgelig det. Det var præcis sådan Samsung selv førte sig frem på eksempelvis Nokias bekostning. Stjal de etablerede producenters kunder med billige telefoner, der kunne meget mere. Så Samsung burde om nogen vide, at loyalitet ikke skal tages for givet.

Det lægger pres på Samsung. Enten kan de gå med for at opretholde deres markedsandel, eller også kan de give op i forhold til de billige telefoner og holde fast i deres profit. Hvad vil de helst, være nummer 1 eller tjene penge? De tider hvor Samsung var alle steder er i hvert fald endegyldigt slut.

Vælger Samsung Apple-vejen?

Spørgsmålet er om Samsung også i denne situation vælger Apple-vejen. Dropper den nederste del af markedet, for at satse på premium-kunderne der er mere brand-loyale? Der er næsten ikke andre valg. Der er ganske enkelt ikke penge i prisdumpning, så vil Samsung sælge telefoner med fortjeneste, skal det være de dyre telefoner.

Samsungs problem er bare, at de her ikke står særligt godt. Apple sidder totalt på markedet for dyre telefoner. Samsung er med andre ord presset fra to sider. Og til forskel fra før, kan de ikke søge ned i markedet, da der er her kineserne er på vej frem. Har man in mente, at også Microsoft vil have en del af premium-kagen, er der lagt op til noget af en fejde. Umiddelbart ser Apple ikke ud til at være truet, men jo mere pres der kommer fra Samsung og Microsoft, desto mere fremme i skoene skal Apple være. Og det kan vi som kunder jo kun være glade for.

En ting har lanceringen af iPhonen i hvert fald lært os. Det kan gå uhyggeligt stærkt i mobilbranchen. På kun få år kan en producent gå fra et være verdens største til at være helt ude.

Scroll ned for at se kommentarer