Salget af Samsungs omtalte smartur, Galaxy Gear, ligger under det forventede. Trods for en hidsig reklamekampagne har Samsung endnu ikke fået afsat 50.000 ure siden lanceringen, skriver BusinessKorea. Det er langt under hvad analytikerne forventede. Opdatering: Det viser sig nu, at tallet referer til salget i Korea alene. Samsung oplyser, at de har sendt 800.000 ure ud til butikkerne. Hvor mange af dem, der er solgt oplyses ikke.

Galaxy Gear har en skærm på 1,63 tommer, indbygget højttaler og mikrofon. Det kan bruges til telefonopkald og til at se video på. Et kamera er der også blevet plads til. Uret er beregnet til at blive trådløst forbundet med Samsungs Android-produkter.

Nu viser det sig dog, at ideen med Galaxy Gear slet ikke var at lave et fantastisk produkt og sælge millioner, men ganske enkelt bare at komme først på markedet. For nylig lancerede Samsung en kurvet smartphone, og også her var ideen med den forhastede lancering, at få kredit som verdens første fleksible smartphone. Med Galaxy Gear, har Samsung også gjort meget ud af at fortælle, at de med Galaxy Gear, kom før Apple, der ifølge rygterne også arbejder på et smartur. Som om det vigtigste for Samsung er at være de første, så de bagefter kan sige, når de gennemarbejdede smarture fra andre producenter begynder at komme, at de bare efterligner Samsung.

Samsung selv sammenligner det med en grøn tomat, der med tiden nok skal vokse sig stor og rød. Men mon ikke enhver anstændig gartner har så megen faglig stolthed, at han ved, at man skal lade sine tomater modne på planten, hvis man vil levere den ypperste kvalitet. Man kan til nød slippe afsted med at sælge eftermodnede tomater, der er uden smag, men dog røde, men at sælge små grønne tomater slipper man næppe godt fra i det lange løb. Anmeldelserne har da også, stort set entydigt, været negative.

Og lad os da bare blive i "frugt og grønt"-afdelingen, for ifølge rygterne arbejder Apple også på et smartur. Det har stået på længe - også før Samsungs ur kom på gaden - og det forventes at Apple lancerer uret en gang næste år. Uret skulle komme i forskellige størrelser og have diverse indbyggede sensorer. At det hele ikke er bare gætværk underbygges af det faktum, at Apple allerede har registreret "iWatch" som varemærke på flere markeder.

Scroll ned for at se kommentarer

Onlime

Passer du godt på dine data?

Ville det ikke være surt at miste alle dine fotos fordi din iPhone går i stykker? Sørg for at tage backup nu! Onlime tilbyder ubegrænset backup af alle dine enheder i skyen.