Vi kender det alle sammen. Samtaler der drukner i baggrundsstøj, udfald og andre ubehageligeheder. Af og til i en grad, der umuliggør mobilsamtaler. Det bliver der lavet om på med indførslen af HD Voice.

Kort fortalt er HD Voice er en teknologi, som giver meget bedre kvalitet på mobilsamtale. Det har været benyttet længe i ISDN-telefoner og i VoIP-telefoner, og er nu så småt ved at brede sig til mobiltelefoner.

Det smarte ved HD Voice er, er der er er mere båndbredde til rådighed sammenlignet med almindelige taleopkald. Derved kan HD Voice gengive en større del af det frekvensområde vores ører kan opfatte. Det hørbare frekvensområde dækker normalt fra 50 Hz til 20 KHz, det sidste faldende med alderen. Frekvensområdet for tale ligger hovedsageligt mellem 125 Hz og 8 KHz.

Normal mobilsamtale sparer på båndbredden

En normal mobiltelefonsamtale benytter kun området 300 Hz til 3,4 KHz. Det dækker det væsentligste område for tale, men en masse over- og undertoner forsvinder, med det resultat at lyden bliver dåseagtig. Man får eksempelvis svært ved at høre forskel på lyde som "f" og "s" eller "m" og "n". Selvom øret sagtens kan opfatte talen, lyder den ikke naturlig fordi de øvre og de nedre frekvenser er skåret bort. Set fra et økonomisk synspunkt er det i og for sig ganske smart, da man derved sparer mere en halvdelen af båndbredden, det vil sige, den mængde data der skal til at overføre lyden.

HD Voice er mere naturlig lyd

HD Voice har som sagt en større båndbrede, og kan derved dække et større frekvensområde, der er omtrent dobbelt så stort som normalt. Frekvensområdet er 50 Hz til 7 KHz, hvilket stort set svarer til frekvensområdet for naturlig tale. Derved vil lyden virke mere naturlig, og det vil være meget nemmere for øret, at skelne mellem talen og baggrundsstøjen, fordi de hele frekvensområdet er med.

Ud over øgningen af frekvensområdet, indeholder telefoner, der understøtter HD Voice også teknologi, hvor man ved at kombinere to mikrofoner, kan bortfiltere en del af baggrundsstøjen.

Skal man komme med en lidt populær sammenligning, kan man sige at forskellen på HD Voice og almindelig lyd er som forskellen mellem FM- og AM-radio. Ikke at det sidste siger nogen ret meget, da det efterhånden er mange år siden, at AM havde sin storhedstid.

Alt skal gå op i en højere enhed

For at kunne benytte HD Voice, skal både netværk og telefon understøtte teknikken. Det vil sige, at begge parter i en samtale skal have en telefon der understøtter HD Voice, og at begge parter skal være på et netværk, der understøtter HD Voice. Sidst men ikke mindst skal der være 3G-dækning, da HD Voice kun tilbydes i 3G-netværket. Der er med andre ord masser af ting, der skal gå op i en højere enhed, før man kan nyde HD Voice.

I Danmark har TDC siden sidste efterår tilbudt først deres erhvervskunder, og siden alle kunder, HD Voice. 3 har tidligere meldt ud, at deres netværk ville understøtte HD Voice i løbet af 2012, mens Telenor og Telia har fortalt, at de ikke har travlt med at indføre teknologien.

Scroll ned for at se kommentarer

Onlime

Passer du godt på dine data?

Ville det ikke være surt at miste alle dine fotos fordi din iPhone går i stykker? Sørg for at tage backup nu! Onlime tilbyder ubegrænset backup af alle dine enheder i skyen.