I sidste uge lancerede Apple en opgraderet udgave af deres ultra kompakte 12 tommer MacBook. Vi har kigget på den og fundet ud af, hvor en adskiller sig fra sidste års model. Der er ikke sket dramatiske forbedringer, men alt i alt er den et bedre køb til prisen end sidste år.

Har du sidste års model er der dog ingen grund til at fare ud og opgradere. Så meget bedre er den heller ikke. Det er mere relevant for de der sidste år overvejede at springe på vognen. De får i år lidt mere grund til at gøre det.

Læs med herunder og bliv meget klogere.

Design

Designet er en af de få ting, der ikke har ændret sig i den opdaterede udgave af Apples 12 tommer MacBook. Den nye computer er 100% identisk med den gamle. Det er det intet usædvanligt i. Apple (og alle de andre producenter) holder fast i et nyt design i flere år, hvor eventuelle opdateringer alene sker i indmaden.

En enkelt lille ting har dog ændret sig. Computeren kan nu også fås i farven rosaguld ud over de tre andre farver (sølv, guld, space grey). Er du meget ivrig i forhold til at kunne signalere til andre, at du har det seneste nye, er det altså rosaguld-farven du skal gå efter.

Processor

Den største forskel på den nye MacBook og udgave fra sidste år er processoren (CPU'en), der er blevet en del hurtigere. MacBooken fås stadig med tre forskellige clockfrekvenser (1.1GHz, 1.2GHz og 1.3GHz) men processoren er Intels Core m Skylake processor, hvor den sidste år var Intels Core M. Du kan forvente at Skylake-processoren er 15-20% hurtigere end sidste års model.

Den nye processor har, altså trods bedre ydelse, samme strømforbrug som sidste års model, hvorfor forøgelsen i ydelsen altså ikke påvirker batteritiden negativt.

GPU (grafikprocessor)

Ud over en generelt forbedret processor har den nye MacBook også en bedre grafikydelse. Det sker takket være Intels HD 515 GPU der sidder i alle tre modeller. Den er ifølge Apple omkring 25% kraftigere end den HD 5300, ligeledes fra Intel, der sider i sidste års model. Intel er lidt mere positiv og beskriver den som 40% hurtigere. I lighed med CPU'en bruger GPU'en ikke mere strøm end forgængeren.

Trods den forbedrede ydelse er der stadig ikke taler om en computer der egner sig til heftige spil eller krævende videoredigering.

Batteritid

Batteritiden er blevet forbedret med en times tid fra 9 timer i sidste års model til 10 timer i den nye model. Årsagen er dels et lidt større batteri 41,4 watt-timer kontra 39,7 watt-timer, dels at processorener blevet mere energieffektiv ved samme ydelse.

RAM

Den nye MacBook fås stadig alene med 8GB RAM. Det er det samme som sidste år. I den nye model benyttes dog en lidt hurtigere type RAM (1.866MHz LPDDR3 RAM) sammenlignet med sidste år (LPDDR3 RAM clocked at 1.600MHz). Dette vil dog næppe have nogen større praktisk betydning, omend hurtigere altid er bedre, også selvom det kun er lidt hurtigere.

SSD (lagerplads)

Der er virkelig sket noget med Macbook'ens solid state drev (SSD). Man kan stadig "kun" vælge mellem 256GB og 512GB, men hastigheden er blevet forbedret enormt. Ifølge de første test er hastigheden forøget 80-90% sammenlignet med sidste års model. Det er en markant forbedring, som virkelig vil kunne mærkes i den daglige brug.

Pris

Til trods for ovenstående forbedringer har Apple valgt at holde prisen i ro. Priserne starter stadig ved 11.299 kroner for den mindste model.

Du får altså en computer med et betydeligt bedre forhold mellem pris og ydelse end sidste år. Prisen er stadig en anelse høj, hvis man kigger på specifikationerne alene, men det skyldes at man betaler en hel de for den kompakte størrelse.

Alt i alt er Apples nye 12 tommer MacBook et bedre køb end den var sidste år. Om det så er godt nok, kan kun du selv vurdere.

MacBook'en kan købes hos Apple (link til Apple Store).

Onlime

Passer du godt på dine data?

Ville det ikke være surt at miste alle dine fotos eller studierapporter fordi din Mac går i stykker? Sørg for at få taget backup nu! Onlime giver for en rimelig pris ubegrænset plads i skyen.