Jeg har bygget min egen Mac fra grunden, og i denne artikel vil jeg gennemgå de dele jeg har brugt samt komme med to yderligere forslag til en velfungerende Hackintosh.

Som jeg kom ind på i sidste artikel, er nøglen til en succesfuld og problemløs oplevelse, at man får valgt den rigtige hardware til sin hjemmebyggede Mac. Det er nemlig ikke al hardware på markedet, der egner sig lige godt til at køre macOS fordi det er dårligt understøttet af systemet. Da macOS ikke er beregnet til at køre på andet end Apples egen hardware, er der naturligt nok ingen officiel understøttelse af alt det andet. Heldigvis virker det meste alligevel og takket været et stort og hjælpsomt Hackintosh-miljø bliver der hele tiden arbejdet på at gøre tingene bedre.

Herunder finder de tre konkrete eksempler på en hjemmebyget Hackintosh. Går du med en af dem vil du komme så tæt på 100% understøttelse, som det kan lade sig gøre for en uofficiel Mac. Jeg tager dog ikke noget ansvar for at du kan få det til at virke eller yder nogen former for support. Når det er sagt, så burde det virke uden problemer.

Lad os komme i gang.

1: Min egen Hackintosh (2017)

Når jeg skriver "min" er det ikke helt rigtigt, det er nemlig min søns. Derfor har hans behov været i fokus, da jeg udvalgte komponenter. Jeg er gået efter at bygge en computer der har en fornuftig hardware på linje med eller bedre end Apples egen (specielt hvad angår grafikken) og som er til at betale. Prisen har været meget vigtig. Jeg er gået efter så lav en pris som muligt, men uden at gå på kompromis nogle steder.

Den kan afvikle nye spil og understøtter kravene til virtual reality-brillen Oculus Rift, hvis det skulle blive aktuelt en dag. Den er samtidig optimeret til dual-boot af macOS og Windows på hver deres SSD-drev. Hvis jeg ville, kunne jeg tilføje ynderligere et SSD-drev til Linux.

Det har fra starten været et ufravigeligt krav at den skal være nem at installere macOS på. Derfor er alle dele nøje udvalgt med dette kriterie som første prioritet. Kabinettet har sønnike selv udvalgt udfra devisen om, at det er ham der skal kigge på det, så derfor har han måttet bestemme, hvordan det skal se ud.

Den er bygget for et par år siden den gang macOS High Sierra var det nye sort. Da det valgte NVIDIA-grafikkort ikke fungerer under senere udgaver af macOS er den ikke længere up to date. Så selvom den virker fint, vil jeg ikke anbefale, at du bygger en tilsvarende i dag. men har den med for referencens skyld og for at illustrere mine tanker bag valget af hardware.

Her er hardwaren:

Motherboard: Gigabyte GA-Z170-HD3 DDR4
Processor (CPU): Intel i5 6400
Grafikkort (GPU): EVGA GeForce GTX 1060 GAMING - 3GB
RAM: Crucial DDR4-2133 SC - 8GB
SSD: 2 stk. Samsung 850 Evo MZ-75E250B 250GB
Strømforsyning (PSU): Corsair CS550M 550W
Kabinet (inkl. kabler): Phanteks Eclipse P400 Glass

Prisen for ovenstående er ca. 7.100 kroner.

Ud over det nævnte er der indkøbt en skærm (AOC 24" LED FreeSync G2460VQ6). Mus og tastatur har vi genbrugt fra en tidligere computer. Vi har også suppleret med en gammel langsom 500GB HD til datalager.

Motherboardet er det absolut vigtigste. Jeg har valgt et som rigtig mange har gode erfaringer med, nemlig et fra Gigabytes GA-Z170-serie. At det lige præcis blev det valgte, og ikke et af de andre, er lidt en tilfældighed. Forskellene i ydelse er så små, at jeg valgte det billigste jeg kunne finde. Bare sørg for at det understøttet DDR4-RAM og ikke det lidt ældre DDR3.

Intel i5 6400 er en ganske god chip til prisen. Jeg synes at det bliver for dyrt at øge ydelsen markant. Intels normale processorer kommer med CPU-køling, så det skal der ikke bruges yderligere penge på.

Af samtlige nyere grafikkort er GTX 1060 det, der leverer den højeste ydelse per krone spenderet. Derfor faldt mit valg på dette frem for et af de andre i GTX 10xx-serien.

For at holde prisen nede har jeg valgt 8GB RAM til at starte med. Det er gjort ud fra devisen om, at det er nemt at tilføje 8GB ekstra, hvis det viser sig at være for lidt. Jeg vil generelt anbefale 16GB, men omvendt er der ingen grund til at købe 16GB, hvis 8GB viser sig at være nok. Crucial plejer at levere god RAM også i deres lavprisserie.

Det var et ufravigeligt krav at jeg ville satse på SSD og ikke HD. Forskellen i ydelse er næsten absurd høj. Specielt i en computer, der skal slukkes for at bootes i et andet styresystem, er opstartstiden vigtig. Den er med SSD nede på få sekunder. Derudover giver SSD mindre støj og de bruger mindre strøm. Efter min mening er Samsung 850 Evo-serien den bedste til prisen. Med to styresystem er to drev en klar fordel. Men kan i teorien partitionere (opdele) et enkelt drev i to virtuelle drev, men det giver mere bøvl. Med to fysisk adskilte drev er der overhovedet ingen problemer. Skal du alene køre macOS, kan du fint nøjes med et enkelt drev.

Strømforsyningen er der ikke så meget at sige til. Det er en solid sag fra et anerkendt mærke.

Kabinettet er med glasside og indbygget lys, så man kan se den lækre hardware. Alle kabler medfølger og det er fornuftigt bygget op og har god plads.

2: Forslag til Ultra lavpris Hackintosh (2020)

Mit første bud på en ny moderne Hackintosh er en budgetvenlig model. Her er der skåret ind til benet og satset på så lav pris som overhovedet muligt uden at ydelsen af den grund er ringe eller at der er valgt gammel hardware. Der er tale om en computer der er på niveau med Apples egne iMacs, men til en brøkdel af prisen.

Det kan sikkert endda gøres lidt billigere, men så skal du gå på kompromis og vælge uddateret hardware, HD-drev etc. Det giver ikke rigtig mening for at spare yderligere 1.000 kroner.

Motherboard: Gigabyte Z390 UD
Processor (CPU): Intel Core i3-8100
Grafikkort (GPU): Sapphire Pulse Radeon RX 580 8GD5
RAM: Crucial DDR4 2133MHz - 8GB
SSD: Samsung 860 Evo MZ-76E250B 250GB
Strømforsyning (PSU): Corsair VS450 450W
Kabinet (inkl. kabler): Phanteks Eclipse P400S Tempered Glass

Pris: ca. 5.400 kroner ekskl. tilbehør som skærm, tastatur, mus etc.

3: Forslag til Hackintosh Pro (2020)

Dette er en Hackintosh med fuld smæk på specifikationerne. En ren arbejdshest velegnet til folk der arbejder med videoredigering og lignende. Den vil også være god som Windows-spillecomputer.

Motherboard: Gigabyte Z390 AORUS PRO WIFI
Processor (CPU): Intel Core i9-9900K
CPU-køler: Corsair H60 (vand-køler)
Grafikkort (GPU): Sapphire Radeon RX 5700 XT
RAM: 2 stk Crucial Ballistix Sport LT DDR4 2400MHz
SSD: 2 stk. Samsung 860 EVO 500GB
Strømforsyning (PSU): Corsair RM 650x Watt
Kabinet (inkl. kabler): Phanteks Eclipse P400S Tempered Glass

Pris: ca. 12.750 kroner ekskl. tilbehør som skærm, tastatur, mus etc.

Opsummering

Det var så tre konkrete eksempler på en hjemmebygget Mac, der med garanti vil kunne fås til at fungere uden bøvl, som hvis du købte en tilfældig PC for at installere macOS på den.

Selv den mindste af de nævnte computere vil være en ganske fortrinlig maskine, som du vil kunne få glæde af i flere år. Min egen fra 2017 fungerer glimrende i dag - men er altså ikke opdateret med seneste macOS. Vælger du pro-udgaven sikrer du dig en maskine med så høj ydelse, at Apple i øjeblikket næppe kan levere end der er bedre - i hvert fald ikke til den pris.

I næste artikel vil jeg komme ind på, hvordan hardwaren skal samles. Det er ikke de store ben i det, men har man ikke prøvet det før, er det alligevel rart med lidt tips og vejledning.

Alle artikler i serien:

Artikelserien om at bygge en Hackintosh består af disse artikler:

Artiklen er opdateret i januar 2020.

Onlime

Passer du godt på dine data?

Ville det ikke være surt at miste alle dine fotos eller studierapporter fordi din Mac går i stykker? Sørg for at få taget backup nu! Onlime giver for en rimelig pris ubegrænset plads i skyen.