
Så er salget af iPhone 4S skudt i gang flere steder i verden. I Paris var der allerede i går 150 i køen. I Los Gatos i Californien var Apple-medstifter Steve Wozniak, den første - og eneste - i køen. Har du planer om at stå i kø ved den danske lancering?
Salget af iPhone 4S er nu startet i flere lande, herunder Japan, Australien og de europæiske lande, hvor den lanceres nu. Det eneste sted, hvor man ikke kan købe den er USA, hvor det i skrivende stund stadig er nat.
Der har været de sædvanlige køer mange steder, primært uden for USA. I Paris var der allerede i går 150 mennesker i køen, mens der foran Apples butik i Los Gatos, Californien, var én person i køen i går aftes. Det var til gengæld Apples medstifter Steve Wozniak. Måske er der en lille tendens til, at folk venter med at stille sig i kø til (tidligt) om morgenen, i stedet for at overnatte en eller flere dage i køen.
Har du planer om at stille dig tidligt i kø, når iPhone 4S lanceres i Danmark om to uger?