Rygte: Ny Apple TV med 4K-understøttelse på vej?

I den lækkede firmware til den kommende HomePod-højttaler er der blevet fundet referencer til et nyt skærmformat med 4K-opløsning. Da HomePod ikke selv har indbygget skærm og ingen af iOS-enhederne har en skærm der passer til 4K må det antages at det drejer som om en kommende Apple TV - selvom der i teorien også kunne være tale om et regulært 4K-TV fra Apple. Det sidste var der mange rygter om for et par år siden, men siden er de døet helt ud. Mest sandsynligt er det derfor, at der er tale om en ny Apple TV med 4K-understøttelse.
Ud over det nye skærmformat er der fundet referencer til de to nye farvedybde-formater (det man kalder dynamic range på engelsk) nemlig HDR10 og Dolby Vision der begge byder på bedre billedkvalitet end det nuværende format.
Oplysningerne bakkes op af at flere film i iTunes er begyndt at blive mærket med "4K HDR". De kan dog stadig kune afspilles i SD eller HD, hvorfor det er lidt underligt at Apple mærker dem med 4K. Det tolkes som at Apple er ved at gøre klar til lanceringen af en ny 4K-enhed. I teorien kunne Apple formodentligt godt tilbyde 4K-understøttelse til den eksisterende Apple TV 3. generation, men det kommer næppe til at ske.
Det forventes at Apple vil præsentere den nye Apple TV senere på året.