Den kommende iPhone 5S vil få en opløsning der er dobbelt så stor som i den nuværende iPhone 5, skriver WeiPhone.com. Rammen omkring skærmen vil også blive mindre. Der er ikke oplysninger om, hvordan Apple vil fordoble pixelantallet. Det kan enten ske ved at skærmen bliver større eller ved at øge pixeltætheden.

Hver gang Apple ændrer på opløsning eller indfører en ny opløsning, betyder det ekstra arbejde for udviklerne, der skal tage hensyn til en ekstra opløsning. Ved springet til retina-opløsning var det overkommeligt, fordi eksisterende apps umiddelbart kunne skaleres op, da opløsning blev fordoblet på hver led, så en pixel bare blev til fire. Overgangen til iPhone 5's længere skærm har derimod være en del mere problematisk, selvom Apple har indført nogle værktøjer der i mange tilfælde afhjælper problemet. I praksis betyder det dog, at mange spil og andre apps, skal designes til to forskellige skærmformater - tre hvis man tæller iPaden med, hvis ikke er der skal være sorte kanter i siden.

Apples S-modeller plejer ikke at indeholde store ændringer i de vigtige specifikationer. Så er der endelig noget om snakken, er der nok snarere tale om en nye stor iPhone. Der har nemlig tidligere været rygter ome en iPhone i plusstørrelse.

En helt anden mulighed, som jeg ikke har set omtalt andre steder, er at Apple måske lader hele forsiden være en stor skærm. Det forklarer både den mindre ramme samt den øgede opløsning. Apple kunne således beholde størrelsen på det aktive skærmareal, så udviklere ikke skal ændre på noget, men lade det område der i dag dækkes af rammen, blive styret særskilt, så det kunne bruges til forskellige statusindikatorer, en trykfølsom hjemknap etc.