Apple arbejder på at lave et tastatur til iPaden med indbygget pegefelt eller trackpad om man vil. Ifølge oplysningerne har Apple i et par år eksperimenteret med pegefelter til iPaden, og nu er de altså ved at være klar til et egentligt produkt. Det skriver The Information, der har talt med kilder med viden om Apples planer.

Tastaturet vil minde om den nuværende Smart Keyboard Folio, som kan ses på billedet øverst. Det vil være i samme materialer og udformning, men altså udover selve tasterne også have et pegefelt. Tidligere har der været rygter om at Apple arbejder på et iPad-tastatur med indbygget lys i tasterne, så måske denne feature også kommer med nu.

Tastaturet skulle lige nu være ved at blive gjort klar til masseproduktion, og det forventes at blive lanceret samme med næste udgave af iPad Pro. Ifølge nogle rygter vil det ske på et event sidst i marts, mens andre mener at det først sker senere på året.

Hvis rygtet taler sandt, og Apple rent faktisk vil lancere et trackpad til iPaden, vil den tage et kæmpe skridt i retning af at kunne sammenlignes med en regulære laptop. Forskellen vil så næsten alene være reduceret til at iPaden kører iPadOS, mens en MacBook kører macOS.

Scroll ned for at se kommentarer