Apple har informeret watchOS-udviklere om at fra den 1. juni skal alle apps til Apple Watch være native apps udviklet til watchOS 2 SDK eller nyere. Det betyder at apps skal kunne afvikles 100% på selve uret og ikke bare være widget til en eksisterende iOS-app. Inden SDK 2 blev frigivet kunne Apple Watch slet ikke afvikle native apps, men højst præsentere data fra en iPhone.

De nye krav fra Apple har fået The Wall Street Journal til at spekulere i at Apple med Apple Watch 2 vil gøre smarturet mere uafhængig af en tilknyttet iPhone. I dag er det eksempelvis iPhonens netforbindelse som uret bruger via en Bluetooth-forbindelse med iPhonen.

Avisen mener at Apple Watch 2 vil få indbygget en netværkschip, så det kan bruge mobilnettet. Det vil altså kræve et simkort (eller en softwareintegreret simkort) og et abonnement hos et teleselskab. Præcis som man kan få iPads med mobildatafunktionalitet. Bliver det en realitet vil man kunne ringe direkte fra uret udenom en iPhone, og samtidig få adgang til at skrive beskeder og andre ting, der kræver en netforbindelse.

Hvor sandsynlig denne spekulationer er, kan altid diskuteres. Rent fysisk er der ikke plads til et simkort i uret, og en netværkschip og antenne tager også plads. Da mange i forvejen mener at uret er for tykt, kan det blive en svær nød at knække. Specielt fordi funktionaliteten formodentligt vil kræve et batteri med en højere kapacitet. Umiddelbart virker det derfor ikke som det mest sandsynlige. Spørgsmålet er også om folk er villige til at betale for endnu et telefonabonnement til deres ur alene. Lige præcis her, virker den tætte kobling til iPhonen, fornuftig nok. Men måske Apple vil lancere uret i to udgaver som vi kender det fra iPaden.

Der spekuleres også i at uret får en kraftigere processor. Dette er selvfølgelig mere oplagt. Computere, iPhones og så videre får altid en kraftigere processor i takt med at der kommer nye udgaver på banen. Det vil Apple Watch 2 selvfølgelig også få. Det er i hvert fald et sted det halter i dag, hvis uret skal kunne afvikle mere avancerede apps tilfredsstillende.