Russisk hacker tilbyder gratis adgang til in app-køb

En russisk hacker har i nogle dage tilbudt folk gratis adgang til in app-køb i App Store, skriver Macrumors. Det lyder næsten for godt til at være sandt, men den er god nok. Hackeren har fundet en metode, så man på sin iPhone bliver omdirigeret til en server han har sat op, når ens in app-køb skal godkendes. I stedet for Apples kontrol, så sker kontrollen på hans server. Han har af egen lomme foretaget rigtigt mange in app-køb, og han videresender den godkendelse har selv har modtaget, til andre brugere, så de kan få in app-købet kvit og frit. Købernes iPhone tror altså, at de får et "OK" fra Apples server, men i virkeligheden stammer det bare fra hackerens server, idet han selv har foretaget samme køb.
Ens Apple ID-oplysninger sendes til hackeren
Ud over den bagatel, at det selvfølgelig er ulovligt, så sender man også sit brugernavn og kodeord til App Store ukrypteret til hans server. At sende sine personlige oplysninger til en skruppelløs russisk hacker, der stjæler fra andre, er nok ikke det smarteste man kan gøre, men det er jo en helt anden historie.
Apple er selvfølgelig knap så begejstrede for ideen, og han med alle tænkelige midler forsøgt at stoppe ham. De har fået taget hans server ned (han har dog bare oprettet en ny), de har bedt Paypal, hvorigennem man kunne donere penge til ham, indefryde hans midler etc.
Hackeren fortsætter dog ufortrødent, og har flyttet sin service til en server i et andet land. I øjeblikket ser det ud til at det hele virker, men der er ingen tvivl om, at Apple om nødvendigt tager det tunge skyts i brug, og med mindre hackeren har råd til en af de dygtige advokater, så varer det nok ikke længe, før det stopper igen.