Apple har i går aftes præsenteret regnskabet for 3. kvartal af deres regnskabsår (2. kalenderkvartal). Apple kan nærmest gå på vandet nu. Omsætningen steg til $28,57 milliarder og overskuddet til $7,31 milliarder. Det er en stigning på 82% henholdsvis 125% sammenlignet med samme kvartal sidste år. Apples pengetank udgør nu svimlende $76,2 milliarder.

"Vi er fornøjede over at kunne levere vores bedste kvartal nogensinde, med en opsætning der er steget 82%, og et overskud der er steget 125%", udtaler Apples chef, Steve Jobs. "Lige nu er vi fokuseret på og begejstret over at kunne tilbyde iOS 5 og iCloud til vores brugere dette efterår".

Det gode regnskab skyldes primært er stærkt voksende salg af iOS-enheder. iPhone salget er steget 142% og nåede 20,34 millioner enheder. iPad-salget steg til 9,25 enheder, hvilket er en stigning på 183%. iPod-salget derimod fortsætter med at falde. Faldet er 20% til nu 7,25 millioner enheder. Heraf må de fleste forventes at være iPod touch. I alt er der nu solgt over 222 millioner iOS-enheder siden lanceringen i 2007. Som det kan ses af grafikken her over, som er sammenstykket ud fra Apples oplysninger om omsætningen fordelt på kategorier, så er det fortsat iOS-enhederne, der trækker det store læs. Salget af Macs, software og tilbehør udgør kun 22% af Apples samlede omsætning.

Mac-salget ligger dog heller ikke på den lade side. Salget steg til 3,95 millioner enheder, hvilket er en stigning på 14%. Det er specielt i Asien, at Apple sporer fremgang. Der er stigningen i salget tredoblet sammenlignet med sidste år. I Kina er salget alene seksdoblet.

Det gode regnskab fik Apples aktiekurs til at stige 7% efter børsen havde lukket.

Kilde: Apple

Scroll ned for at se kommentarer